S har slukket lyset for de engagerede jægere

S har slukket lyset for de engagerede jægere

3. februar 2021 - kl. 11:43 - af

Socialdemokratiet har bogstavelig talt slukket lyset for de engagerede jægere med deres holdning til planerne for Jagtcenter Dyrheden syd for Sæby.

Det mener Venstres borgmesterkandidat Mette Hardam, efter at planerne har været til fornyet politisk behandling i Plan- og Miljøudvalget.

Her fremgik det som supplerende sagsfremstilling, at i henhold til Byrådets beslutning var sagen blevet sat på dagsordenen til fornyet behandling.

Forud for mødet havde teknik- og kulturdirektøren indstillet, at det reviderede forslag til skydetimer blev indarbejdet i miljøgodkendelsen for det nye skydebaneanlæg, og endvidere at forslaget til lokalplan samt forslaget til kommuneplantillæg for det nye skydebaneanlæg kunne vedtages, idet den maksimale bygningshøjde hæves til 7 meter.

Plan- og Miljøudvalget behandlede også forslaget den 1. september og den 1. december i fjor. Til det seneste af disse møder var jagtcentret blevet spurgt om mulighederne for at reducere skydetidspunkterne.

På mødet den 1. februar stillede Venstre følgende ændringsforslag ”Der foretages en fornyet administrativ dialog med Jagtcenter Nord omkring indholdet og omfang af lokalplanen, inden en fornyet politisk behandling”.

For ændringsforslaget stemte 2 (Venstre), imod stemte 5 (Socialdemokratiet). Det fremgår af referat fra mødet, at Socialdemokratiet ikke kunne stemme for, da de juridiske muligheder for sikring af grundlaget for skydetider er udtømt. Et flertal i udvalget anbefaler således, at lokalplanen og kommuneplantillægget ikke godkendes, hvorimod Venstre anbefaler indstillingen.

Viljen ikke til stede

På vegne af Venstres byrådsgruppe har Mette Hardam nu fremsendt en mail til hele Byrådet. Mailen indeholder et ændringsforslag, som kort og godt går ud på at lade Jagtcenter Nord få en chance for at få en fornyet behandling i den kommunale administration. Venstre ville således give administrationen mandat til at gå i dialog med Jagtcenter Nord om at finde tilretninger á la dem, som de har tilkendegivet overfor politikerne.

”Socialdemokratiet var med til at sende planen tilbage i udvalget på byrådsmødet den 16. december 2020. Den vilje var åbenbart ikke til stede i dag…! For den socialdemokratiske gruppe i Plan- og Miljøudvalget gav ikke Jagtcenter Nord mulighed for fornyet behandling. Desværre!” lyder det fra Mette Hardam.

Hun anfører endvidere: ”Det synes jeg personligt er både synd og skam. Socialdemokraternes argument for at stemme nej til en ny behandling er, “at de juridiske muligheder for sikring af skydetider er udtømt“. Det er argumentet, og det er jo i bund og grund den politiske ret og ultimative magt, som Socialdemokratiet har udvist i denne sag.”

Mette Hardam konstaterer, at faktum er, at skydetiderne bestemmes af miljølovgivningen!

Venstre mener, at Jagtcenter Nord har udvist vilje og lyst til at indgå i en konstruktiv dialog med kommunen, men det er nu efter Mette Hardams opfattelse ”helt bogstaveligt skudt ned”.

Jagtcenter har lyttet

Mette Hardam påpeger: ”Venstre har selvfølgelig stor respekt for høringssvarene; men vi føler os også overbeviste om, at Jagtcenter Nord har lyttet – det bekræfter de tilretninger, som Jagtcenter Nord har tilkendegivet overfor politikerne:

  • Søndagsskydning begrænses fra 52 til 8 søndage årligt, således at der holdes 44 skydefri søndage
  • I perioden  oktober til 31. martsskydes der ikke efter kl. 16.00
  • I perioden  oktober til 31. martsbegrænses hverdagsskydningerne fra 6 dage til 3 dage ugentligt (heri indgår lørdage)
  • Skydning med pistol og maskinpistol fjernes helt fra ansøgningen, så der udelukkende skydes med jagtvåben.
  • Det indføjes at juli måned holdes fri for skydning, dog med mulighed for dispensation til et stævne (f.eks DM)
  • Helligdage i Påsken og Pinsen friholdes for skydning.”

Øjnene røde af raseri

”Jeg har før fået besked om at tørre øjnene i denne sag, men i dag bliver mine røde af raseri over, at man ikke lader vores frivillige få en fair behandling og en fornyet dialog. Jagtcenter Nord HAR vist vilje, men uden nytte” udtaler gruppeformand Mette Hardam, Venstre.

”Jagtcenter Nord har brugt virkelig mange timer og penge på at udarbejde en lokalplan med ønsket om at lave et fantastisk område og en skydebane i topklasse – ikke mindst hvad angår støjdæmpende foranstaltninger, da støjen i forhold til den eksisterende bane sænkes markant. Derudover er der den ekstra gevinst, som vi i Venstre også sætter meget stor pris på – nemlig de planer, som tilgodeser miljøet. Jagtcenter Nord har i tæt dialog med Frederikshavn kommunes Naturteam indarbejdet naturtiltag, som også kunne være kommet mange til glæde – både jægere og øvrige gæster af pladsen, som anvender netop Jagtcenter Nord til hundetræning, hundeluftning mm.,” lyder det fra Mette Hardam.

Hun slutter sin vrede med at konstatere: ”I dag har Socialdemokratiet slukket lyset hos vore engagerede jægere i Frederikshavn Kommune. Det finder jeg MEGET trist.”

Tidligere omtaler

Plan- og Miljøudvalget har disse medlemmer: Peter Sørensen (V) som formand, Erik Kyed Trolle (A), Anders Brandt Sørensen (A), Tina Elisabeth Nymann (A), Jytte Høyrup (V), Peter E. Nielsen (A) samt June Menne (A).

Sæby Avis har tidligere i flere omgange skrevet om planerne for jagtcentret i et par artikler. Her er links til nogle af artiklerne:

https://saebyavis.dk/2021/02/01/jagtcenter-ved-dyrheden-til-ny-politisk-behandling/

https://saebyavis.dk/2020/11/27/faerre-skydetimer-ved-jagtcenter-paa-dyrhedenvej/

https://saebyavis.dk/2019/12/03/rekreative-anlaeg-ved-jagtcenter-nord-paa-dyrhedenvej/

https://saebyavis.dk/2018/12/02/oensker-aendring-af-skydebane-paa-dyrhedenvej/

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'S har slukket lyset for de engagerede jægere' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER