
Spændende beretninger i årets udgave af ”Sæby-bogen”
5. december 2017 - kl. 10:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Året går på hæld. Det betyder også, at det er tid for årets udgave af ”Sæby-bogen”, og 16. udgave heraf er nu udgivet af Sæby Museums Forening.
Bogens forside prydes af et billede af et glasfad, som var Sæbys gave til Dronning Margrethe. Motivet er inspireret af ridsning i en af korstolene i Sæby Kirke. Bogens bagside viser glasstumper fra glasværkerne i Albæk og Skæve samt tyske flygtninge i Sæby.
Foruden et forord af Vagn Thidemann har bogen artikler af Henning Sørensen ”Flygtningelejrene i Sæby 1945-47”, Leni Bille ”Glaspusteri i Sæby”, William Bygholm Rasmussen ”Fem år i købmandshandel og skibsproviantering”, Ole K. Petersen ”Originaler i Sæby”, Arnold Andersen ”Omfartsvejen – der tog lang tid at fuldføre” samt Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager ”Skulpturer og mindesmærker i det offentlige rum i den tidligere Sæby Kommune”.
Hundredvis af tyske flygtninge
I artiklen om flygtningelejrene fortælles det, hvorledes der umiddelbart efter 2. verdenskrig blev etableret 2 store flygtningelejre til tyskere, som flygtede for den russiske fremrykning på østfronten. Flygtningene opholdt sig i Danmark i op til 4 år. De første tyske flygtninge ankom til Sæby den 31. marts 1945.
De blev fordelt med 100 på Rolykke, 284 på CBU-kasernen på Hans Aabelsvej og kommuneskolen, 155 på Sæby Søbad, mens Aalborg Kommunes feriehjem på Solsbækvej husede 44 flygtninge. Siden blev indkvarteringen ændret til bl.a. også at omfatte Holt Bjerg børnehjem, i Sørå og i Dronninglund.
Flygtningene måtte ikke forlade lejrene uden tilladelse fra den danske lejrchef, og flygtningene skulle også beskyttes mod eventuelle chikanier fra den danske befolkning. Lejrene i Sæby blev lukket i 1947.
Thor, Benne, Fælle bovs og alle de andre originaler
I artiklen om Sæbys originaler er der beskrivelser af bl.a. ”Fælle bovs”, ”Stjernely”, ”Per Lamkød”, ”Chatose-Peter”, ”Bybud Las”, ”Valle Minister”, ”Skrå-Amalie”, ”Bette Kræn”, ”Bitte Knud”, ”Thor” og ”Benne”. Nogle af tilnavnene vil givetvis endnu den dag i dag klinge i ældre sæbynitters erindringer.
Thor – alias Johannes Alexander Thor Sørensen – tilbragte en stor del af sin barndom på børnehjem i København. Han understregede mange af sine sætninger med et kraftigt ”Nepper”. Da han fyldte 75 år indbød han til stor sammenkomst på Hotel Harmonien. Der var tilmelding, og folk skulle selv betale for menuen. Alligevel var hotellets store sal fyldt til bristepunktet. Thor ydede i øvrigt gerne – helt uopfordret – politiet assistance. Ofte sås man ham stå i et gadekryds og regulere trafikken. Selv på en af de mest trafikerede pladser i Rom nåede han i aktion med vilde fagter til bilisterne!
Artiklen om omfartsvejen beretter, at allerede i 1938 var der fremkommet et lokalt ønske om at drøfte planer om en omfartsvej til aflastning for de gamle og smalle gader i Sæby. Op gennem 1950’erne steg handelen med nye biler betydeligt. I 1952 kunne de indledende skridt til et nyt vejforløb tages. Et hold på 20 mand var i gang med at regulere terrænet på strækningen fra vejens indmunding i Aalborgvej til bakken ved Rolykke. Ved Agerledets mark skulle en dyb slugt fyldes op med jord. Siden begyndte man også at diskutere, om banen skulle nedlægges. Som det udtrykkes i artiklen: ”Banen lå noget så inderligt i vejen for den centrale del af vejprojektets gennemførelse.” Artiklen er prydet med fotos af begyndende vejanlæg, skinnebussen på Sæby station og toget på jernbanebroen.
Sæby-bogen slutter med tredje afsnit af en gennemgang af skulpturer og mindesmærker i det offentlige rum. Der er bl.a. fra Dybvad, Brønden, Stagsted Hedevej og Stagsted Skov, Nejsum Skov, Lyngsaas ”dåbsattest”, Lyngsaa Kirkegård, Voersaa, Præstbro, Hellevad Sogn og Sæby.
Lars-Henrik Hyttel har været redaktør på bogen, bistået af et redaktionsudvalg bestående af Elsebeth Mørk, Henrik Bygholm og Vagn Thidemann. For den grafiske tilrettelæggelse og tegninger står Henrik Bygholm.
Sæby-bogen er til salg fra museet og i boghandelen. Den er en lækkerbisken for enhver, der gerne vil kende til fortid i og udvikling af Sæby.
Tekst af Per Rye
2 kommentarer til “Spændende beretninger i årets udgave af ”Sæby-bogen”” under annoncerne.
Hej,
Har Sæby Museumsforening en webshop hvor disse “Sæby Bøger” er tilgængelige?
De ældre årgange af Sæbybogen kan købes i Sæby Museums butik eller hos Kontur boghandel i Sæby.