
Aktive Kvinder på julegave-jagt i Sæby
28. november 2017 - kl. 8:42 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Aktive Kvinder i Sæby er tidligt på færde, når det gælder indkøb af julegaver. I hvert fald gik julegave-jagten ind i onsdags for de godt 70 medlemmer, som deltog i det arrangement, foreningen havde tilrettelagt i samarbejde med Kop & Kande Sæby.
Efter normal lukketid fik kvinderne lejlighed til at gøre en god julehandel i Kop & Kandes relativt nyindrettede butik i Grønnegade. Butikken havde rigtig mange gode tilbud, så der blev jule-shoppet i stor stil. De fleste af indkøbene kommer sikkert til at ligge under juletræet.
Der blev under arrangementet budt på lidt godt til hals og gane, ligesom der blev trukket lod om flotte gevinster skænket af Kop & Kande.
Aktive Kvinder har desuden den 15. november afviklet en hyggelig aften præget af godt humør i Musikhuset i Skolegade. Der var tale om et arrangement i samarbejde med ”Jette – din frisør”. Her gav Jette Noes Nielsen sammen med sit team gode råd om både hårpleje og make-up. Samtidig var der mulighed for at få taget en hårprøve. Prøverne blev taget af en konsulent fra Hårologi, der samtidig gav gode råd. Prøverne viste bl.a., om håret manglede fugt eller vitaminer. Ved lodtrækning på indgangsbilletten vandt en af deltagerne en klipning og make-up, der blev foretaget på stedet. Der var endvidere mulighed for at få lakeret negle.
Aftenen sluttede med kaffe og hjemmebagt frugttærte.
Aktive Kvinder i Sæby slutter året af med en juletur tirsdag den 5. december. Her kører 110 deltagere i to busser til Neder Kjærsholm Gods ved Kjellerup for at besøge og handle i stedets julestue og gårdbutik. Eftermiddagskaffen vil blive indtaget i godsets gildestue. Traditionen tro afsluttes juleturen med, at man på hjemvejen stopper op ved Simested Kro for at blive budt på andesteg og risalamande.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aktive Kvinder på julegave-jagt i Sæby' til en bekendt