
NT-service: Chaufføren
hjælper gerne over vejen
30. marts 2017 - kl. 6:04 - af 020838
Dagens lille rose går til chaufføren denne dag på Linje 78 mellem Hjørring og Sæby, som ved stoppestedet ud for bageren i Hørby gjorde den lille forskel med den store betydning.
Chaufføren forlod sin plads, tog en trøje på og hjalp en ældre dame med gangbesvær ud af bussen – godt støttet af den stærke mand.
Det var god service, tænkte vi passagerer, og måske undrede vi os lidt over, at chaufføreren ikke hoppede op i bussen igen.
Kort efter dukkede han op på vejbanen – støttende den ældre dame med sikker hånd – og hun blev hjulpet over landevejen og i sikkerhed på den anden side.
Chaufføren blev stående et par minutter for at sikre, hun var ok og tog sig tid til en lille snak, og så gik hun ganske langsomt videre på vej hjem.
Chaufføren kom tilbage, startede bussen og kørte afsted med nogle passagerer, der lige var blevet mindet om, at der altid skal være tid og plads til at gøre en lille forskel. Give andre en hjælpende hånd.
Vi burde have klappet højlydt af manden bag rattet, men vi er jo i Vendsyssel, så vi glemte – igen – at klappe på skulderen.
Det gør vi så her – godt gået, chauffør!
En kommentar til “NT-service: Chaufføren
hjælper gerne over vejen” under annoncerne.





Det her gør vi dagligt for denne dame hun er Blind alle chauffører på rute 78 men tak for rosen,