Christina Lykke Eriksen valgt til Folketinget
25. marts 2026 - kl. 17:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SF’eren Christina Lykke Eriksen meldes valgt til det nye Folketing. Det står klart efter fintælling og optælling af personlige stemmer landet over. Det ser samtidig ud til, at hun bliver ene om at repræsentere Frederikshavn-kredsen.
Med forbehold for, at de oplysninger, avisen har modtaget, er korrekte og holdbare, viser det sig nemlig, at den hidtidige repræsentant for Det Konservative Folkeparti, Per Larsen, ikke opnåede genvalg med sine 2.367 personlige stemmer.
Det samme ser ud til at gøre sig gældende for Kristian Bøgsted fra Danmarksdemokraterne.
Hos Socialdemokratiet lykkedes det ikke skagboen Peder Key Kristiansen at overtage Bjarne Laustsens mandat, og Venstre formåede heller ikke at få valgt Niels H. Bünemann fra Hulsig.
Trods flotte valg til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance opnåede kandidater fra disse partier, opstillet i Frederikshavn-kredsen, ikke valg til Folketinget. Det sammen gør sig gældende for Moderaterne og resterende opstillede partier.
Christina Lykke Eriksen vinder det ene af to mandater, som SF opnåede i Nordjyllands Storkreds. 3.260 vælgere havde stemt personligt på hende.
I en samtale mellem Christina Lykke Eriksen og ”Deres udsendte” før valget nævnede hun, at såfremt hun blev valgt, ville hun nedlægge sit hverv i Frederikshavn Byråd, hvortil hun blev valgt i efteråret 2025. SF tillader nemlig ikke sådanne politiske dobbelthverv.
Der må således være gode grunde til at ønske Christina Lykke Eriksen til lykke med, at hun fremdeles kan sætte MF på sit CV.
Efter Grundloven træder det nye folketing sammen første gang senest kl. 12 den 12. hverdag efter valgdagen.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Christina Lykke Eriksen valgt til Folketinget' til en bekendt