Hygge og håb i Kirken til Halloween og Allehelgen
25. oktober 2025 - kl. 1:42 - af Jeanette Wildenhoft
Sæby Kirke står som et vartegn over Sæby By – et vartegn, der har stået der i århundrede og kaldt til bøn og samvær. Det er her det kristne kærlighedsbud forkyndes – også til Halloween – eller Allehelgen, som den danske begivenhed egentlig hedder og som fejres i kirken på flere måder.
Fredag aften den 31. oktober fra kl. 17.00 – 20.00 vil der være åben kirke med Englevagt, hvor man kan droppe ind, som det passer.
Her vil der være mulighed for at være kreativ og lave engle, tænde lys i lysgloben, eller sætte et lys i et kors ved døbefonten. Man vil også kunne komme en tur op i kirketårnet og se klokkerne og det andet, som er deroppe. Man kan høre om Allehelgens i selve kirkerummet, hvor man også kan nyde stille musik. Det er varm kakao at varme sig ved.
Det er primært et børne- og familiearrangement. Men alle er meget velkomne.
Søndag den 2. november er der to Allehelgen gudstjenester. Det er gudstjenester, hvor vi i fællesskab mindes de der er døde.
Kl. 10.00 i kirken, hvor Mads Callesen prædiker og hvor der også er musik, korsang og fællessang.
Kl. 15.30 foregår det i Kapellet ved kirkegården, hvor Peter Jessen står for gudstjenesten. Her vil der traditionen tro være både lys og blomster.
Allerede den 30. oktober kl. 20.00 er der en hyggelig og stemningsfuld Allehelgen aftenmeditation på omkring 40 minutter.
”Allehelgen handler også om, at vi kan lyse op i andre menneskers liv, ved at være bærer af det kristne budskab om håb og kærlighed fra Gud,” fortæller Keld Skovgaard.
At være lyspunkt i en mørk tid handler det om i Allehelgen aftenmeditationen.
”Vi vil læse nogle bibelord og reflektere over emnet, give os god tid til det, og god tid til stilhed og bøn,” fortæller Keld Skovgaard. Alle er velkommen til alle fejringer af Allehelgen i Sæby Kirke.
Torsdag den 30. er der også suppeaften med Sæby-købmanden Rode Andreasen. Det er et tilløbsstykke, så der er for længst overtegnet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hygge og håb i Kirken til Halloween og Allehelgen' til en bekendt