
Thomas Eriksen og Benny Nielsen foran slagterafdelingen. Foto: SaebyAvis.dk
MENY Sæby nomineret til slagterpris
15. juni 2021 - kl. 5:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
MENY i Sæby er blevet indstillet og nomineret til dette års slagterpris for supermarkeder i hele Danmark.
Bag nomineringerne står Landbrug & Fødevarer, og prisen uddeles på Hindsgavl Slot ved Middelfart den 28. september.
De to øvrige nominerede er ifølge Sæby Avis’ oplysninger Bilka Randers og SuperBrugsen Asnæs på Vestsjælland.
MENY Sæby har to slagtermestre, som står i spidsen for supermarkedets store slagter- og delikatesseafdeling, nemlig Benny Nielsen, som har været her i 13 år, og Thomas Eriksen, som har været ansat de seneste 3 år.
Råvarer og kvalitet
Thomas Eriksen forklarer til Sæby Avis, at hen over sommeren vil den 8-9 personer store jury fra Landbrug & Fødevarer komme på uanmeldt besøg i forretningen. I slagterafdelingen vil de bl.a. se på hygiejnen, råvarerne og produkternes kvalitet og desuden gennemgå regnskaber m.v.
Ligeledes vil der helt uanmeldt dukke en såkaldt ”Mystery shopper” op. Vedkommende vil ”mærke efter”, om pågældende som ”almindelig” kunde samlet set får den bedst mulige oplevelser i slagterafdelingen.
Når disse procedurer har fundet sted blandt alle 3 nominerede, vil juryen foretage en endelig bedømmelse og finde vinderen for 2021.
MENY-kæden har i år peget på butikken i Sæby som kædens bedst kvalificerede slagterafdeling nu, forklarer de to slagtermestre. Det menes at være første gang en MENY-butik nord for Limfjorden kommer i betragtning til slagterprisen.
Sammenhold og dygtige medarbejdere
”Det er vigtigt for os at påpege, at en sådan nominering i høj grad er baseret på teamwork, sammenhold og dedikerede medarbejdere,” lyder det fra Benny Nielsen og Thomas Eriksen. Afdelingen har 7 voksne ansat, hertil kommer en række ungarbejdere.
”Vi satser i øget grad på økologi, lokale råvarer, dyrevelfærd, solidt håndværk og hjemmelavede produkter,” forklarer de to slagtermestre, der bl.a. fremhæver Sæby-skinken og butikkens rullepølse som meget efterspurgte og populære produkter blandt kunderne. ”Vi lægger rigtig megen vægt på at være fagfolk med hjertet og yde bedst mulig kundeservice.”
Landbrug & Fødevarer vil med slagterprisen vise respekt for og anerkende det store arbejde på området, som bl.a. foregår i supermarkeder og slagterbutikker rundt om i Danmark.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'MENY Sæby nomineret til slagterpris' til en bekendt