
To byrådsmedlemmer udpeget til FGU-bestyrelse
30. august 2018 - kl. 9:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
FGU er en forkortelse for Forberedende Grunduddannelse. Uddannelsen er et af initiativerne i aftalen om reform af det forberedende område, indgået mellem regeringen og en række politiske partier.
FGU vil blive målrettet unge under 25 år, der ikke har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, og som heller ikke er i beskæftigelse. Uddannelsen forventes at få 3 spor:
- agu – almen grunduddannelse
- pgu – produktionsgrunduddannelse
- egu – erhvervsgrunduddannelse
Med FGU sammenlægges en række eksisterende tilbud for unge under 25 år. Det gælder produktionsskoleforløb, kombineret ungdomsuddannelse (KUU), erhvervsgrunduddannelse (egu), almen voksenuddannelse (avu), forberedende voksenundervisning (FVU) og ordblindeundervisning for voksne (OBU) under 25 år.
De første elever forventes at starte i Forberedende Grunduddannelse til august 2019.
Kommunalt ansvar
Kommunerne skal have det fulde ansvar for at gøre alle unge parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse. Kommunerne får hermed ansvaret for alle unge under 25 år, indtil den unge har gennemført en ungdomsuddannelse og/eller har opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
En lang række kommuner har allerede i dag erfaringer med at sammentænke ungeindsatser, f.eks. med UU, Ungdommens Uddannelsesvejlednings opgaver og jobcenterindsatserne.
Med forslaget om en sammenhængende kommunal ungeindsats understøttes denne organisering. Det understreges samtidig, at det er den enkelte kommune, der beslutter, hvordan den kommunale ungeindsats skal organiseres.
Kommunerne skal have ansvaret for, at der sker en koordinering af den samlede ungeindsats i den enkelte kommune på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen. Kommunerne får en række redskaber til at løfte ansvaret, herunder kompetence til at målgruppevurdere til den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU).
Der vil ikke længere blive stillet krav om, at ”institutionen” UU skal løse specifikke opgaver – det vil være ”Den kommunale ungeindsats”, der løser opgaverne. Det vil være den enkelte kommune, der afgør, hvordan den mest hensigtsmæssig organiserer sig, så det er arbejdet med den unge og den unges uddannelsesplan, som kommer i centrum for opgaveløsningen. Der vil være krav om, at kommunerne skal opretholde en fagprofessionel uddannelses- og erhvervsvejledning.
Den kommunale ungeindsats’ arbejde med den unge skal tage udgangspunkt i den unges aktuelle situation, uddannelses- og erhvervsønsker samt mulighederne for realiseringen.
Kommunal målgruppevurdering til den FGU
Optagelse på FGU sker på baggrund af en målgruppevurdering, som forestås af den kommunale ungeindsats. Her kan med fordel inddrages positive erfaringer med ”kædeansvar”, f.eks. i form af garantiskolesamarbejder.
Formålet er at hjælpe den unge til at finde den mest realistiske vej til at påbegynde og gennemføre en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse eller opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det betyder, at den kommunale ungeindsats er forpligtet til at have et samlet kendskab til og overblik over tilbud på tværs af beskæftigelses- og uddannelsesområdet, så den unges langsigtede interesser varetages bedst muligt.
For en ung, der sigter mod en erhvervsuddannelse, skal kommunen sikre sig, at der i uddannelsesplanen tilrettelægges et forløb, så også eventuelle overgangskrav til hovedforløbet kan honoreres, samt at forløbet tilrettelægges, så den unge så vidt muligt kan påbegynde en ungdomsuddannelse direkte efter afslutningen af FGU.
Målgruppevurderingen, som foretages af den kommunale ungeindsats, er en helhedsvurdering, der vil være baseret på et konkret skøn og inddrage objektive forhold, såsom om den unge opfylder adgangskrav til ungdomsuddannelserne, om den unge har udfordringer af social eller personlig karakter, den unges karakterer fra folkeskolen, erfaringer fra brobygning på uddannelsesinstitutioner, praktik i virksomheder og afsøgningsforløb på FGU eller lignende.
Målgruppevurderingen skal ske i samarbejde med den unge, så der skabes størst mulig sikkerhed for at den unge tager ejerskab til planen.
Tildeling af kontaktperson
Unge, der af personlige eller sociale årsager har behov for støtte fra flere instanser, tilknyttes én gennemgående kontaktperson, der følger den unge i overgangene og støtter den unge frem mod og fastholdelse i en ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. Det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvordan kontaktpersonordningen etableres med bagvedliggende understøttende funktioner og opgaver. Det afgørende er, at den unge oplever at have én kontaktperson.
Valg af byrådsmedlemmer
Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune har haft en henvendelse fra ministeriet og udpegning af medlemmer til FGU Vendsyssels bestyrelse til drøftelse. Man har udpeget 2 byrådsmedlemmer til bestyrelsen: John Karlsson (A), og Helle Madsen (V). Begge er med i Arbejdsmarkedsudvalget, hvor John Karlsson også er formand.
Links til uddannelsen:
https://uvm.dk/reform-af-de-forberedende-tilbud/forberedende-grunduddannelse/opbygning-og-maalgruppe
Link til Undervisningsministeriet, hvor der kan læses mere om selve den kommunale ungeindsats:
https://uvm.dk/reform-af-de-forberedende-tilbud/en-sammenhaengende-kommunal-ungeindsats
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'To byrådsmedlemmer udpeget til FGU-bestyrelse' til en bekendt