
Servicebygning i Nellemanns Have skyder op
29. august 2018 - kl. 11:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Byggeriet af en servicebygning i Nellemanns Have i Sæby er nu begyndt. Servicebygningen indeholder handicapvenligt toilet og puslebord. Desuden er der grovkøkken og bord/bænkesæt til ca. 25 personer under samme tag.
Det er et stort ønske, der går i opfyldelse. Nellemanns Haves Venner, som passer haven, og Nic. Nellemanns Fond, som ejer den, har længe arbejdet på at skaffe bedre faciliteter for havens gæster. Det lykkes nu!
Med støtte på godt en halv million kroner fra Realdanias kampagne ”Underværker” kan projektet realiseres. Hertil kommer støtte fra Forsyningen i Frederikshavn kommune, lokale entreprenører og firmaer samt frivillig arbejdskraft fra Nellemanns Haves Venner.
Servicebygningen opføres tæt ved de nyetablerede skolehaver. Skolebørnene kan bruge faciliteterne i forbindelse med det landsdækkende undervisningsprojekt, de er en del af: ”Fra Haver til Maver”. Her dyrker eleverne i 5. klasse på Sæbygårdskolen selv deres grøntsager, lærer om økologi, biodiversitet og meget, meget mere. Endvidere lærer de at tilberede maden, og her bliver servicebygningens faciliteter til stor hjælp.
Bygningen kan også benyttes af havens øvrige gæster. Den er en del af et større udviklingsprojekt i Nellemanns Have. Projektet omfatter ud over skolehaver og servicebygning også bygning af en bålhytte med shelter til ca. 25 personer. Det giver uanede muligheder for en spændende og udviklende undervisning af kommunens skolebørn samt overnatningsmulighed for den voksende skare af mennesker, der har lyst til friluftsliv.
Servicebygningen er færdig til uge 42 – skolernes efterårsferie. Bålhytten bliver klar sidst på året.
- Modelfoto
- Modelfoto
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Servicebygning i Nellemanns Have skyder op' til en bekendt