Historisk halvårsresultat i Sparekassen Vendsyssel

Historisk halvårsresultat i Sparekassen Vendsyssel

22. august 2018 - kl. 11:43 - af

Sparekassen Vendsyssel kan for 1. halvår 2018 præsentere det bedste halvårsresultat i sparekassens historie. Overskuddet blev på 337,7 mio. kr. før skat.

Administrerende direktør Vagn Hansen betegner resultatet som meget tilfredsstillende og har følgende kommentarer til offentliggørelsen af regnskabet:

– Det er i 1. halvår lykkedes os at udbygge forretningsomfanget inden for alle væsentlige forretningsområder. Trods en stagnerende efterspørgsel er de samlede udlån steget med 17,5 % i perioden, mens indlån inkl. puljer i samme periode er steget med 19,9 % til 16,5 mia. kr.

– Vi glæder os over, at vi i februar kunne overtage alle aktiviteter i Østjydsk Bank A/S. Købet har tilført sparekassen ca. 13.500 kunder, 45 medarbejdere, ca. 1,4 mia. kr. i udlån og ca. 2,1 mia. kr. i indlån. Alle tal er indregnet i ovenstående stigning.

– Ud over disse nye kunder har vi samtidig haft en nettotilgang på godt 1.600 kunder, så det samlede kundeantal efter årets første 6 måneder udgør ca. 129.500, hvoraf flere end 40.000 er garanter.

– Vi kunne for nylig åbne vores 35. afdeling i Tårs i Nordjylland, og vores mål for resten af året er at fastholde strategien og holde fokus på den gode kunderådgivning, som vi ved vores kunder i den grad værdsætter. Samtidig ønsker vi naturligvis at fortsætte den positive udvikling i kundetilgangen med øget forretningsomfang og stigende indtægter til følge, afrunder Vagn Hansen.

Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift for hele året vil ligge i niveauet 525 – 575 mio. kr., hvilket er en opjustering i forhold til de udmeldte forventninger til 2018 i Årsrapport 2017. Den samlede egenkapital udgør pr. 30. juni 3,2 mia. kr.

Moderat og kontrolleret vækst
Resultatet af den primære drift for perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2018 udgør 355,7 mio. kr., mens resultatet før skat viser et overskud på 337,7 mio. kr.

Det er lykkedes sparekassen at udbygge forretningsomfanget inden for alle væsentlige forretningsområder. Sparekassens samlede udlån er steget med 17,5% i perioden til i alt 12,2 mia. kr. Indlån inkl. puljer er i årets første 6 måneder steget med 19,9 % til 16,5 mia. kr.

Sparekassens samlede forretningsomfang (summen af indlån inkl. puljer, udlån og garantier) udgør 33,8 mia. kr. ved udgangen af 1. halvår 2018.

Det samlede kundeantal er på ca. 129.500, hvoraf ca. 40.000 er garanter.

Indtægter og omkostninger
De samlede netto rente- og gebyrindtægter er steget med 53,3 mio. kr., mens de samlede omkostninger er steget med 41,2 mio. kr.

Østjydsk Bank A/S
Sparekassen har med virkning fra 23. februar 2018 købt alle aktiviteter i Østjydsk Bank A/S. Driftsresultatet fra 1. januar til og med 22. februar 2018 indgår i den samlede badwill, der udgør 142,2 mio. kr. Købet har tilført sparekassen ca. 13.500 kunder, 45 medarbejdere, ca. 1,4 mia. kr. i udlån og ca. 2,1 mia. kr. i indlån inkl. puljer. De nævnte tal indgår i de ovenstående stignings- og volumental for udlån og indlån inkl. puljer. Korrigeres der for den købte volumen, udgør stigningen i udlån 3,6 %, og stigningen i indlån inkl. puljer udgør 4,6 %.

Sparekassen er godt kapitaliseret – stor fremgang i kapitalen
Sparekassens egenkapital udgør 3,2 mia. kr., hvoraf garantkapitalen udgør næsten 1,5 mia. kr., og hybrid kernekapital udgør 198,7 mio. kr. Sparekassens egenkapital er steget med 562,4 mio. kr. inkl. 198,7 mio. kr. i nyudstedt hybrid kernekapital. I forbindelse med implementering af de nye regnskabsregler (IFRS9) er egenkapitalen primo 2018 reduceret med 79,0 mio. kroner.

Sparekassens kapitalprocent er 18,1 ultimo 1. halvår 2018 og er således væsentlig højere

end det beregnede individuelle solvensbehov på 10,5 %. Sparekassen har således en meget tilfredsstillende solvensmæssig friværdi på 7,6 %-point og 5,7 %-point efter opfyldelse af kapitalbevaringsbufferen på 1,875%-point. Såfremt 1. halvårsresultat indregnes, udgør kapitalprocenten 20,0.

Ud over at være særdeles solid har sparekassen også sørget for at være meget likvid i 2018. LCR (Liquidity Coverage Ratio) er beregnet til 441 % og er væsentlig højere end lovkravet på 100 %.

Nedskrivninger
Nedskrivningerne på udlån og tilgodehavender mv. udgør 51,7 mio. kr. i 1. halvår 2018 og er dermed lidt mindre end samme periode 2017. I 2017 blev vilkårene for dansk landbrug væsentligt forbedret, men denne tendens er desværre ikke fortsat i 2018. Specielt svineproduktion og minkavl er udfordret med baggrund i lave afregningspriser.

Periodens nedskrivningsprocent er 0,3.

De samlede nedskrivninger er på et acceptabelt niveau.

Kursreguleringer
Sparekassen har i 1. halvår 2018 haft positive kursreguleringer på i alt 25,6 mio. kr. Aktierne bidrager positivt med 25,3 mio. kr., som primært stammer fra sektoraktier og strategiske anlægs-investeringer i ejendomsselskaber.

Kunder og garanter
Sparekassen har i 1. halvår 2018 haft en nettotilgang på godt 1.600 kunder ud over de ca. 13.500 tilkøbte fra Østjydsk Bank A/S. Det samlede kundeantal udgør pr. 30. juni 2018 ca. 129.500, hvoraf flere end 40.000 er garanter.

Sparekassen har god plads i Tilsynsdiamanten
Alle punkter i Finanstilsynets Tilsynsdiamant er opfyldt. Sparekassen har på alle områder god luft og bevægelsesfrihed i forhold til de fastsatte grænseværdier.

Ny afdeling i Tårs
Sparekassen åbnede den 10. august 2018 en ny afdeling i Tårs, en mindre provinsby i Hjørring Kommune med et stort opland og fine idrætsfaciliteter. Afdelingen bliver integreret i det nybyggede kulturhus i 2019.

Forventninger til 2. halvår 2018
Ved at fastholde strategien og fortsat holde fokus på god kunderådgivning forventer sparekassen i 2. halvår 2018 at fortsætte den positive udvikling i kundetilgangen og øge forretningsomfanget med eksisterende kunder med deraf stigende indtægter.

Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift for hele året vil ligge i niveauet 525 – 575 mio. kr., hvilket er en opjustering i forhold til de udmeldte forventninger til 2018 i Årsrapport 2017.

Årsagerne til opjusteringen er positive afvigelser på netto rente- og gebyrindtægter i forhold til det oprindeligt budgetterede samt indtægtsført badwill fra købet af Østjydsk Bank A/S. Det samlede resultat for 2018 før og efter skat forventes at udgøre hhv. 475 – 525 mio. kr. og 375 – 425 mio. kr. Regnskabsposterne kursreguleringer og nedskrivninger er dog forbundet med stor usikkerhed.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Historisk halvårsresultat i Sparekassen Vendsyssel' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger