
Jubilæumsår i Ældresagens Sangkor Sæby
16. august 2018 - kl. 0:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 23. august starter korets 16. sæson for straks at begynde at øve op til allerede planlagte koncerter. Der er intet der tyder på at sæson 2018-2019 ikke bliver ligeså travl og spændende, som sæson 2017-2018 blev.
Ældre Sagens Sangkor Sæby fejrede den 10. februar 2018 sit 15 års jubilæum i en fyldt Manege. Ca. 170 deltagere var med til at gøre det til en minderig dag for koret. Dagens program vekslede mellem fællesang, solist og korsang. Ældre Sagens Sangkor Frederikshavn var indbudt som gæstekor.
I den forgangne sæson blev det til 10 koncerter fordelt mellem korets traditionelle jule- og kirkekoncerter, en Åkjær aften på Sæby Bibliotek og koncerter på Sæby og Østervrå Ældrecentre.
Medvirken ved Korkoncerten/Forårskoncerten i Sæby Kirke, sammen med kirkens kor og Sæby bys øvrige voksenkor, var ligeledes en god oplevelse.
ÆSK, som koret populært kalder sig, er et blandet voksenkor, et dagtilbud under Ældresagen i Sæby.
Der øves hver torsdag eftermiddag kl. 13.30 i Manegens lokale 1.
Koret ledes af musiklærer Dina Flyvbjerg Ledet og koret synger mest et bredt udsnit af gode danske sange i op til fire stemmer.
Koret tæller pt. 24 kvinder og 9 mænd. Nye medlemmer er meget velkomne og nodekendskab er ikke et must. Er man blot glad for at synge sammen i et godt fællesskab, så er det en fuldgyldig grund til at melde sig under fanen den 23. august.
Kontingentet for hele sæsonen august 2018 til juni 2019 er kr. 600.-
Dette beløb dækker korleder, husleje samt 2 sociale sammenkomster såsom jule- og sæsonafslutning.
I pausen på hver øvedag, samles man ved et langbord til en fælles kaffetår, hvilket sammen med fællesskabet ved at synge kan være et netværk for den enkelte. Ligeledes bliver man udfordret musikalsk, når der øves flerstemmige sange og Dina giver gode råd om sangtekniske finesser.
– Har man lyst til og interesse i at se og høre, hvem vi er og hvad vi laver, så er det uforbindende og gratis at deltage to gange på øvedagene, fortæller formand og kontaktperson Carsten Kirkegaard.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jubilæumsår i Ældresagens Sangkor Sæby' til en bekendt