
Sønderjysk Kagebord fik Ministeren til at føle sig hjemme
15. august 2018 - kl. 11:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Albæk og Dybvad/Skæve Venstrevælgerforeninger havde inviteret til Sommermøde på Herregården Knudseje i sidste uge. Sommermødet er blevet en tradition og blev således afholdt for 14. gang i smukke rammer hos Joan og Leif Stiholt.
Sommermødet er efterhånden blevet Venstres sommermøde for hele kommunen. Årets sommermøde havde denne gang kunnet tiltrække interesserede helt fra Skagen. Fra Skagen og Strandby havde Fiskeriforeningsformændene nemlig set chancen for at komme i selskab med Ministeren, og således få hende i tale omkring fiskeriet.
Eva Kjer Hansen er ikke kun Minister for Fiskeriet, som er højaktuelt i kommunen, men hun er tillige Minister for Ligestilling og Nordisk Samarbejde.
Hovedtaler Eva Kjer Hansen er sønderjyde, så hun fremhævede, som noget af det første fra talerstolen, at aftenens kagebord næsten havde fået hende til at føle sig hjemme.
Det var en oplagt minister, som besøgte sommermødet. Hun havde brugt dagen i Hanstholm, hvor hun havde haft sin første “Træffetid”. Eva Kjer Hansen fortalte om nogle af de udfordringer, der var ved at være politiker. Hun sidder netop nu for bordenden og arbejder med en fiskeripakke, som Venstre end ikke har lagt stemmer til. Hun fortalte omkring det markante politikerlede, som politikere skulle agere i. Eva Kjer Hansen fortalte også om oplevelser fra sine mange år i politik, hvor hun havde oplevet, hvordan et voksende bureaukrati lever i bedste velgående, med deraf til tider hovedrystende historier, som historien omkring Fødevarerstyrelsens indblanding i egnsretten Dabs (tørfisk) på Vestkysten.
Ministeren fik lektier med hjem på Borgen af føromtalte Fiskeriforeningsformænd fra Strandby og Skagen. Claus Hjørne Pedersen, Strandby, havde således fået lov til at indlede spørgerunden, og her kom han med opfordringer til Ministeren, som var specifik rettet mod Fiskeriet, og som ikke var indeholdt i de udfordringer, som flere landmænd i salen havde for nuværende.
Claus Hjørne Pedersen bekymrer sig for fiskeriet, for ud over at være Fiskeriformand i Strandby, så har han selv været fisker stort set altid, og han bekymrer sig meget for næste generationers muligheder i erhvervet. Han udtrykte bl.a. bekymring for den fiskeripakke, som skulle efterleves omkring Discard (forbud mod udsmid), og derudover havde han ikke mange positive ord i forhold til forslaget omkring kameraovervågning af fiskeriet.
Eva Kjer Hansen gav ikke udtryk for, at hun ville fjerne forslaget om kameraovervågning, men hun lovede at tage lektien med hjem og tage den alvorlig.
Venstres Folketingskandidat i Frederikshavn, Henrik Buchhave, fik efter Ministeren ordet og fik her lejlighed til at fortælle om sine ambitioner i forhold til at komme på Borgen.
Sommermødet på Knudseje er traditionsbundet, selv sangene har stort set været uændrede i alle årene og med Lise Hansen, Voerså, til at synge for. Efter fællessangen “Nu er jord og himmel stille” kunne Mette Hardam takke af med en opfordring til tilhørerne om, at bruge de seks Venstre repræsentanter i Byrådet, hvis der var lokale udfordringer, som skulle vendes.
Albæk og Dybvad/Skæve Venstrevælgerforeninger starter allerede nu eftersøgningen efter en spændende hovedtaler til 2019, hvor Sommermødet har 15 års jubilæum.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sønderjysk Kagebord fik Ministeren til at føle sig hjemme' til en bekendt