
Så er det igen muligt at tænde op i kulgrillen
13. august 2018 - kl. 11:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Mandag kl. 17 bliver forbuddet mod brug af ukrudtsbrænder og grill ophævet i Nordjylland. Det er Beredskabet der har besluttet at ophæve afbrændingsforbuddet i de 11 nordjyske kommuner.
“Med den regn, der er kommet, og med den påpasselighed, nordjyderne har udvist, har vi besluttet at ophæve forbuddet”, siger Johannes Holm Iversen, der er beredskabschef ved Nordjyllands Beredskab.
Han roser nordjyderne for at have respekteret forbuddet og for at have delt budskabet med turister, som ikke har hørt om afbrændingsforbuddet, og som for eksempel har hevet grillen frem på stranden.
“Borgerne har været rigtig påpasselige, så stor ros til dem”, siger beredskabschefen til TV2Nord.
I juli i år har der været 160 naturbrande, hvor der i 2013-2017 gennemsnitlig har været 18 naturbrande i juli. Brandfolkene har kørt rigtig meget og har virkelig været presset.
Man forventer at forbuddet mod afbrænding bliver ophævet i de fleste af landets kommuner i løbet af mandagen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Så er det igen muligt at tænde op i kulgrillen' til en bekendt