
30 års jubilæum med fuld musik på Havnen
1. august 2018 - kl. 0:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Værftsgrunden på Sæby Havn danner igen rammen om underholdning i forbindelse med et musikalsk arrangement som optakt til sidste aften med trompetspil til flagnedspilning på Havnen i Sæby. Det finder sted søndag d. 12. august fra klokken 12 – 21.
Denne sommer har trompetisterne jubilæum, da det er 30 år siden Hjortlund Svendsen satte gang i musik på molen i sommerperioden til glæde for de mange turister og lokalbefolkning. I år har de mange både i Havnen kunne nyde musikken når flaget stryges og vejret har gjort sit til at folk har strømmet til havnen aften efter aften.
Sæbygarden, Sæby Tyrolerorkester og Musikkorps Sæby står atter bag dette tiltag og de skal ud over at spille musik også servicere de mange gæster, der forventes at komme og lytte til et varieret musikprogram.
Der sælges mad og drikke og der vil ud over dette også blive mulighed for at have indflydelse på hvilken øl Sæby Bryghus i fremtiden skal sætte i produktion, da der fra 19.15 vil være smagsprøver og vurdering af disse på pladsen.
I år lægger Volstrup Harmonikaklub igen ud, og Ibsens Kapel følger efter. Sæby Gospelkor og Trio Acapella lader stemmerne lyde ud over havnen og de tre arrangører kommer selvfølgelig også på banen.
Vejrguderne bestemmer selv, men vi håber de vil lade solen varme dette arrangement, ligesom de har gjort de sidste par måneder, så vi kan få en fantastisk afslutning på sæsonen med trompetspil til Flagnedspilning.
Mange af Havnens butikker og andre forretningsdrivende i midtby og City Vest støtter op om arrangementet. Sæby Handelstandsforening er også velvillige til at bidrage, og vi er taknemmelige for at kunne hente støtte og opbakning til dette.
Programmet:
12.00 – 13.00 Volstrup Harmonikaklub
13.20 – 14.20 Ibsens Kapel
14.40 – 15.25 Trio Acapella
15.40 – 16.25 Sæby Gospelkor
16.40 – 17.30 Sæby Tyrolerorkester
18.00 – 19.00 Sæby Garden
19.15 Aftensang i Sæby Kirke
20.00 – 20.45 Musikkorps Sæby
21.00 Alle sæsonens trompetister afslutter.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '30 års jubilæum med fuld musik på Havnen' til en bekendt