
Hyggelig Sankt Hans på Sættravej
26. juni 2018 - kl. 8:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag d. 22. holdt Børnehuset Sættravej Sankt Hans fest for over 200 glade børn, forældre og bedsteforældre.
Der var mange forældre, der havde tilbudt at bage kage, så der blev anrettet i bedste sønderjyske stil, med kager af en hver slags og rigeligt, så ingen gik sultne hjem.
Børnene er i huset inddelt i 3 grupper, efter alder, og hver gruppe optrådte med hver deres underholdende version af Rødhætte, og børnene havde tilmed lavet deres egen Rødhætte sang – til stor morskab for ung som gammel.
Da tiden kom til at tænde op i bålet, og se den flotte heks flyve afsted til Bloksbjerg, stimlede alle sammen uden for huset og så spændt til, da flammerne dansede mellem bygningerne, men dog i sikker afstand. Heksen kom dog ikke så langt, da hun forlod den varme plads på toppen af bålet, og styrtede ret ned foran bålet. Om det var kosten, der brændte op, før end hun fik luft under den, eller om det med heksen blot er en skrøne, vides ikke, men ganske sikkert var det – alle nød synet af den flotte ild.
Hvor der er røg, er der ild, og hvor der er ild, er brandvæsnet, så mens der stadig var fut i bålet, fik vi besøg af Sæbys sejeste brandfolk, til stor begejstring for de mange børn og barnlige sjæle. Med stor tålmodighed blev der slukket bål, ja tæt på 90 børn var forbi og prøve vandsprøjten, og mindst lige så mange prøvede at sidde i brandbilen. Tusind tak til Sæby Brandvæsen.
Alt i alt havde alle en rigtig hyggelig eftermiddag på Sættravej, hvor det endnu engang blev tydeligt, at alle de ansatte ikke blot på dagen før Sankt Hans aften, men hele året ”brænder” for børnene, og gerne yder en ekstra indsats, så fantastiske oplevelser som denne er en mulighed.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hyggelig Sankt Hans på Sættravej' til en bekendt