
Der skrives historie på Agersted Friskole
5. juni 2018 - kl. 3:32 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Først kom en fisk ind af hoveddøren til Agersted Friskole, så en prinsesse med en meget dyb stemme og så en ko, og snart var 9.klasses lokale fuld af forventningsfulde unge mennesker i sjove forklædninger og glade og stolte lærere. Sidste skoledag for 9.klasse på skolen var nu skudt i gang. Som det er tradition mange steder, blev morgenmaden også her, indtaget stille og roligt inden resten af eleverne myldrede ind på skolen.
Første 9.kl. på Agersted friskole
Det er første gang, der er 9.klasse i Agersted. Der er blevet afholdt skriftlige prøver, sidste skoledag, de mundtlige eksamener er i gang og snart sidder klassen på række til dimission, klar til at modtage deres eksamensbevis. Det er unge fra Sæby, Voerså, Gandrup, Hørby, Dronninglund, Hjallerup og selvfølgelig Agersted, der tager afsked med skolen. Mange har gået netop på Agersted Skole al deres skoletid, først som folkeskole og siden på friskolen, mens andre blot har gået der et par år – eller fra friskoles start.
Eksemplarisk vandplaskeri
Med 9.klassernes sidste skoledag blev en ny tradition skabt, og både blandt skolens elever, og ikke mindst lærere og ledelse, var der stor tilfredshed med dagens forløb. Der blev selvfølgelig kastet med karameller, derudover holdt to af 9.klasses elever tale, der blev spillet rundbold mod lærerne, nomineret lærere og elever i forskellige kategorier og uddelt diplomer (og spandfulde med vand), inden det gik løs med den store vandkamp, hvor 9. klasse havde mulighed for at give alle de andre vand. Alt forgik med stor hensynstagen og med smil på læben. Meget eksemplarisk – så der er noget at leve op til for kommende afgangselever.
Til sidst samledes alle skolens elever og lærere i skolegården, hvor der blev sunget en afskedssang, 9.kl. selv havde lavet, og så rullede skolens grønne bus afsted til Fårup Sommerland, hvor de havde en skøn og varm dag.
Lejrskole – en ”gammel” tradition
Selvom friskolen kun har tre år på bagen, er der skabt traditioner, som er blevet fulgt alle årene. En af dem er lejrskoleturen til Storskovlejren. De to første år var alle skolens elever med, men i år, efter skolen er vokset og 6.kl. har været på Bornholm – 8.kl. i Berlin – var det kun 0.-5.kl., der var afsted og fyldte lejren tre solskinsvarme majdage.
En lejr hvor nye venskaber blev skabt, der var plads til masser af leg og snak, god mad og forkælelse, at sidde i et træ med en god ven i timevis, brætspil og vandpjask, godnathistorier, sang og musik…
På Agersted Friskole bliver lejrskole og skolerejser prioriteret højt, netop fordi denne type for fællesskab, åbner op for nye relationer blandt eleverne – men også lærer og elev imellem. Her er rum og plads til at mange talenter kan udfolde sig frit, og her kan man ofte se børnene og de unge blomstre, og vise nye sider af sig selv.
En tradition der er kommet for at blive!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der skrives historie på Agersted Friskole' til en bekendt