
Forårsfest i sommervarme i Nellemanns Have
27. maj 2018 - kl. 9:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nellemanns Haves Venner havde lørdag i samarbejde med en lang række foreninger og forskellige aktører indbudt til forårsfest i Nellemanns Have.
Samtidig med, at haven viste sig fra sin smukke side, foregik der diverse aktiviteter med alt fra folkedans, smagsprøver på bjæsk, æblesaft, brød og syltetøj til malerier og bøger. For børnene var der tilrettelagt særlige orienteringsløb, sækkevæddeløb, kast og fiskedam. Dertil kom en række foreninger, som præsenterede deres budskaber om bl.a. natur og sundhed.
Som dagen skred frem lod flere og flere gæster sig lokke ud i det fantastiske sommervejr.
I starten af 2018 var det 10 år siden, Nellemanns Haves Venner havde første arbejdsdag i haven. Vennernes medlemsblad ”Æblebladet” fortæller, at mange timer og dage er siden blevet brugt af de mange frivillige, som gør alt, hvad man kan for at vedligeholde bede, oprense bække og vandløb samt beskæring af gamle æbletræer. Som noget nyt forsøger man sig med at pode kviste på nye grundstammer, så man kan lave træer helt fra bunden. I en anden del af haven er der gjort klar til skolebørns dyrkning i urtehaven.
Og senest har en ny lokalplan for området været til politisk behandling.
Tekst og fotos af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forårsfest i sommervarme i Nellemanns Have' til en bekendt