
“Vrinsk i Venstre” blev et tilløbsstykke…
23. maj 2018 - kl. 0:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Mere end 70 personer – børn og voksne, havde taget imod invitationen fra Albæk Venstrevælgerforening til at besøge det lokale stutteri Alfarvad mandag aften i sidste uge.
Det blev hurtigt synligt for alle, at de var kommet på besøg i en virksomhed med øje for hver eneste detalje – en driftig virksomhed med avl og rødder ud i det meste af verden.
Indehaver Susanne Hansen fortalte om stutteriets historie, som startede tilbage i 1981, hvor de første 2 fuldblodshopper flyttede ind på Alfarvad. Alfarvad er en familieejet virksomhed, som udover stutteri driver skov og agerjord.
Staldene blev besigtiget af den store flok, alt imens hestene kiggede nysgerrige til fra hver sin boks. Staldene var et betagende syn og det var nemt at se, at der var styr på hver eneste hest. Philip Wendelboe fremviste en slags elektronisk opslagstavle, hvor hver hest var registreret i forhold vaccinationer, foder, dyrlæge, stævner mm.
Alfarvad havde netop taget en hel ny springbane i brug. Her viste stutteriet berider Christian hvor “knapperne” sad på en smuk 6 års hoppe. Det så legende let ud, når hesten ændrede retning. Helt tydeligt at der var tale om både dygtig rytter og hest.
Vejret viste sig også denne mandag fra sin helt sommerlige facon, så kaffen blev nydt på gårdspladsen. Også her fulgte hestene med boks mod gårdspladsen nysgerrige med. Hestene har nemlig eget vindue, hvorfra de kan følge livet på gården og specielt en af hestene tog dette “vrinsk i Venstre” meget bogstaveligt.
Venstres gruppeformand i Frederikshavn Anders Broholm fortalte lidt om arbejdet i Byrådet under kaffen og Folketingskandidat Henrik Buchhave fik også anledning til at fortælle lidt om sine ambitioner i forhold til det politiske på Borgen.
Mette Hardam afsluttede aftenen af med at takke værtsparret for at vise deres spændende virksomhed frem. Med et glimt i øjet konstaterede hun, at nok var Venstres byrådsgruppe reduceret, men absolut fuld af “vrinsk” .
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '“Vrinsk i Venstre” blev et tilløbsstykke...' til en bekendt