
Stor forældre opbakning til Sæby Friskole
21. maj 2018 - kl. 13:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er nu ganske vist, at der starter en ny og anderledes skole i Sæby til august.
”Armene sidder højt over hovedet i begejstring over, at så mange familier har bakket op om Sæby Friskole VÆR&LÆR – det er dog lidt problematisk, når jeg skal smøre madpakke og rette stile”, udtaler Helle Krogsgaard, der er skolens leder.
Helle Krogsgaard er på nuværende tidspunkt ansat som lærer på Hørby Efterskole, hvor hun efter 29 fantastiske år siger stop, for at udleve sin drøm om at lave et supplement til den danske skolemodel.
Sæby Friskole er IKKE en protestskole, men et alternativ til de to skoler, der i forvejen er i Sæby.
Der er i øjeblikket fokus på, hvordan vi i Danmark kan udvikle vores uddannelsessystem, og Sæby Friskole vil være et af flere svar på dette. Der tales meget, men på Sæby Friskole VÆR & LÆR gør vi det!
Det er vigtigt at lave en skolekultur, som et solidt fundament for skolen. Vi kalder det for en ”skolefamilie”. Derfor er det med stor ydmyghed og taknemlighed, at vi allerede har så mange familier i Sæby og omegn, der har sagt ja til at tage del i virkeliggørelsen af Sæby Friskole.
Det kræver mod at springe ud i noget nyt, men som Pippi siger ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Dette karakteriserer de mange familier, der har allerede er indmeldt på Friskolen. Da skolen er helt ny, kan det være svært at forestille sig, hvad en skolehverdag vil være på Sæby Friskole. Derfor har vi prioriteret at indlægge flere arrangementer, hvor hele familien bliver inviteret til at deltage, og der afprøver vi Friskolens pædagogiske og praktiske hverdag i virkeligheden. Sidst vi var sammen, spise vi aftensmad sammen. En hverdagsting, som kom i skolerammer. Vi startede med at hejse Dannebrog, og mens eleverne dækkede bord, holdt vi forældremøde.
Det er vigtigt, at vi har oplevelser sammen, da det giver kendskabet og tryghed til hinanden og hele skoleprojektet. Sådan skaber vi en skolefamilie. Der er en glad og positiv stemning samt et ”gå på mod”, der i den grad smitter, og hele tiden føder nye ideer til fælles bedste.
Sammen kan vi mere!
De pædagogiske tanker og ideer, der ligger bag Sæby Friskole er ikke nye. De bliver allerede på forskellig vis udlevet på andre skoler i Danmark, ja endog i verden. Vi er inspireret af mange forskellige ideer og har gjort det til Sæby Friskole VÆR&LÆR. Det særlige ved Sæby Friskole er den måde, vi har tilrettelagt hverdagen på. Her er den helhedsorienteret undervisning i fokus og ikke den fagopdelt eller klasseopdelte undervisning. Det betyder bl.a., at skemaet ikke vil ligne et traditionelt skoleskema. Der skal arbejdes med udgangspunkt i det hele menneske, og derfor vil procesorienteret undervisning være den primære undervisningsform. Der er ikke noget galt med målstyret undervisning – god undervisning er betinget at have et mål, men hvis der udelukkende undervises med mål for øje, kan motivation, uddannelse og dannelse få trænge vilkår.
Vi er optaget af at ”lære at lære”.
Ingen af os kender fremtiden krav til færdigheder, men vi ved, at vi skal lære hele livet.
En forudsætning for at lære, er at kunne være. Hvis ikke vi som menneske bliver anerkendt, for den vi er, mistrives vi, og så er der ikke plads til læring. Det skal på ingen måde forveksles med, at vi ikke skal ændre os. Hele livet er en forvandling, og på Sæby Friskole er vi afhængig af, at vi alle tager ansvar – også for andre. Alle har noget at byde ind med uanset alder, køn mm. Det er vigtigt, at vi bruger hinanden og deler sin viden med andre. Derigennem opstår LÆRing og fremmer selvVÆRet.
Elever, der skal gå i 0. – 5. klasse, kan søge optagelse på skolen i 2018. Der vil de efterfølgende år blive åbnet for endnu en klasse, så vi ender med at tilbyde skolegang fra 0. klasse til og med 9. klasse. Afklaring omkring en mulig indmeldelse sker ved, at man tager kontakt til skolens leder fx via skolens hjemmeside.
På Sæby Friskole starter alle børn i august. Der er ikke rullende skolestart, hvilket betyder, at hvis man har et barn, der skal ”rulle” ind i efteråret 2018 eller foråret 2019, og man ønsker en plads på Sæby Friskole, så er det NU valget skal foretages.
Sæby Friskole har lejet sig ind på Sæby Strand Feriekoloni, Frederikshavnsvej 20. Den røde træbygning, også kaldet ”Skolestuen”, skal danne rammen om de 30 elever, der er plads til på Friskolen og SFO dette første skoleår.
Det er den perfekte beliggenhed og understøtter tankerne om, at Sæbys natur og kultur også skal være en stor del af skolens læringsmiljø.
I oktober 2018, vil der blive budt ind til indskrivninger af elever til august 2019 og kommende år. Lige nu bruges alle kræfter på at blive klar til skolestart 13. august 2018.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor forældre opbakning til Sæby Friskole' til en bekendt