
Miljøgodkendelse af minkfarm på Volstruphedevej
28. februar 2018 - kl. 0:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommune har meddelt miljøgodkendelse til en husdyrproduktion på op til 173,1 DE (dyreenheder) på minkfarmen Volstruphedevej 61, 9300 Sæby.
Godkendelsen omfatter 3 forskellige scenarier for udvidelse af minkfarmen. Med den største udvidelse etableres der 10 nye to-rækkede minkhaller øst for de eksisterende haller, og der kan udvides med op til 5.020 minktæver. Farmen er i dag godkendt til en produktion på 3.300 minktæver.
Afgørelsen er truffet i henhold til § 11 i Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og gælder ejendommen Sølyst A/S, ejet af Kaj Søndergaard Borregaard.
Der er søgt om 3 forskellige scenarier for udvidelse af minkfarmen. Med godkendelsen er der mulighed for at udnytte ét af de godkendte scenarier. Der må ikke laves en kombination heraf.
Af de 1.720 nye årstæver skal de 1.320 årstæver placeres i de nye minkhaller. 400 årstæver placeres i de eksisterende haller gennem etablering af etagebure.
Ansøgningen om miljøgodkendelse er indsendt til Frederikshavn Kommune gennem Miljøstyrelsens elektroniske ansøgningssystem første gang i sommeren 2017. Kommunen har vurderet, at den ansøgte udvidelse af produktionen på stedet vil kunne ske i overensstemmelse med Lov om miljøgodkendelse samt habitatdirektivet, når virksomheden drives på de vilkår, som fremgår af den givne miljøgodkendelse.
Det vurderes også, at husdyrbruget kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne. Endvidere vurderes det, at der er truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af den bedst tilgængelige teknik.
Naboer og parter i sagen blev orienteret om ansøgningen i oktober 2017. Der kom et høringssvar fra ejerne af en ejendom i nærheden af minkfarmen. Ejeren oplyste, at naboer til farmen gennem flere år har været generet af lugt og fluer fra minkfarmen. Der udtrykkes bekymring for, at generne vil blive værre efter en udvidelse af minkfarmen.
De ovennævnte scenarier og restriktioner er beskrevet i tilladelsen, som findes via dette link:
http://frederikshavn.dk/Documents/center_for_teknik_og_miljo/Afg%C3%B8relser%20for%20husdyrbrug/MGK_Volstruphedevej%2061_26022018.pdf
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Miljøgodkendelse af minkfarm på Volstruphedevej' til en bekendt