
25-års jubilæum som brandmand hos Falck
20. januar 2018 - kl. 13:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lørdag morgen var der stor aktivitet på den lokale brandstation. Næsten fuldtalligt var deltidsbrandmændene hos Falck mødt op for at fejre en god kollega.
Jesper Larsen, der bor i Sæby og til dagligt arbejder hos Entreprenør Peter Østgaard, skulle fejres. 1. januar 2018 kunne Jesper fejre 25 år hos Falck i Sæby, som brandmand og holdleder.
Der var derfor dækket op med røde duge, og et flot anrettet morgenbord var gjort klar til dagens fejring, der tog sin begyndelse kl. 9.
Som det hører sig til, blev der overrakt medalje og diplom til Jesper fra Falck. Herefter benyttede områdeleder Niels Nørhave sin tale til at rose Jesper for hans indsats og velvillighed til at møde frem, når der bliver kaldt.
Ligeledes lød der en tak til familien, for uden deres opbakning var det nok ikke blevet til 25 år, lød det afslutningsvis fra Niels Nørhave.
Derudover var der naturligvis lykønskninger og gaver fra stationens 15 andre brandfolk, der rundede morgenens arrangement af med et Falck hurra.
(hurra, hurra, hurra, Falck)
I aften skal brandfolkene så samles til en egentlig fejring, men frygt ej. Hold 3 er på vagt og klar, hvis nogen skulle få brug for assistance.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '25-års jubilæum som brandmand hos Falck' til en bekendt