
Skolegruppe på tur backstage hos MENY
18. januar 2018 - kl. 9:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag var 11 forventningsfulde børn fra Børnehuset på tur til Meny i Sæby sammen med Per og Ella. Børnene var Nicolai, Katrine, Linus, Oliver, Malthe, Mikkel, Laurits, Mikkel Emil, Andreas, David og Rasmus.
”Vi så, hvordan flaskeautomaten fungerede, og hvordan dåserne og plastflaskerne blev mast. Der efter gik turen ned for at se lageret med slik, uhmmm, hvor her duftede godt. Vi så, hvordan papkasserne blev mast i en stor maskine og fik lov at trykke på knappen, så den gik i gang . Den larmede meget.
Videre gik turen til slagterafdelingen, hvor børnene fik lov at røre ved isen i det store kar. De så også hvordan en gris blev parteret.
Endvidere fik samtlige børn lov at sidde ved kassen og scanne varer ind og ikke mindst trykke på fodpedalen, så båndet kunne køre. Det var Dorthe, som havde “eleverne” i oplæring.
De kæmpe lagre af sodavand, øl og vin samt lagre af frugt var endnu en oplevelse, og til sidst blev det MEGET koldt, da børnene var inde og se den kæmpe fryseafdeling fyldt med frostvarer, men her kunne de kun være et øjeblik, for her var virkelig koldt.
Casper og Claus fra Meny viste os rundt i samtlige afdelinger i butikken. Det var virkelig en vellykket tur, hvor børnene havde meget at snakke om bagefter. Mange af børnene var sikre på, at de ville være i en butik som Meny, når de blev store. Så Claus kan godt forberede sig på, at tage en god flok elever ind om ca. 10 – 12 år.
Sluttelig var vi inde på chefens kontor og på personalekontoret, hvor der var et overvågnings TV, hvor man kunne se 30 – 40 forskellige steder i butikken på en gang. Det var vildt.
Inden vi skulle hjem i børnehaven igen og fejre Davids 6 års fødselsdag, blev vi trakteret med en sodavand samt en slikpose til hver.
Fantastisk tur og stor tak skal lyde til Claus og Casper, som gav sig god tid til at vise rundt og forklare omkring de enkelte afdelinger. Og der blev endda tid til at stille spørgsmål til de herrer. Her havde børnene også behov for at fortælle om, hvor mange rokketænder de havde. Man er vel et førskolebarn”, fortæller Ella Nørgaard fra Børnehuset.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skolegruppe på tur backstage hos MENY' til en bekendt