
Nordmark fordobler på bundlinjen, trods prispres
15. december 2017 - kl. 5:53 - af Henrik Christensen
Morten Mørk, der er administrerende direktør og medejer hos Nordmark Maskinfabrik, glæder sig over firmaets regnskab som netop er offentliggjort. Det viser et resultat før skat på 14 mio. kr., hvilket er en fordobling fra sidste år.
God aktivitet hos kunderne, interne effektiviseringer og ekstraordinære indtægter hæver bundlinjen til rekordniveau hos underleverandøren Nordmark Maskinfabrik. Nordmark finder bl.a. den gode aktivitet hos vindmølleproducenterne, der er vigtige kunder hos Sæbyvirksomheden. Og vindmølleindustrien er i øjeblikket i færd med at gøre sig fri fra støtteordninger, når de nyeste projekter bliver solgt. Derfor skal prisen på vindmøller ned, og producenterne skal reducere omkostningerne.
”Det er et spil, vi er en hel naturlig del af. Derfor besluttede vi også for et par år siden, at få fuldstændig styr på vores egen produktion, så vi er rigtig dygtige til det, som vi skal være dygtige til. Ellers er vi ikke gode nok til at modstå prispresset, og vores konkurrenter vil løbe fra os”, siger Morten Mørk.
Nordmark har investeret godt 100 mio. kr. i den tyske fabrik i Cuxhaven.
Fabrikken er på 5.000 kvm., og maskinerne rykker ind den 3. januar. Det vil tage nogle uger at få dem installeret, så produktionen, efter planen, kan starte til marts, med ca. 35 medarbejdere.
”Danmark bliver kun lidt berørt, når vi starter den tyske fabrik. Vi har de første ordrer, der bare ligger og venter, så vi ved, hvad vi skal lave, når fabrikken står klar”, siger Morten Mørk.
Mange af operatørerne er ansat, og de skal nu oplæres i Danmark. Det samme gælder nøglepersonerne på funktionærsiden i den tyske organisation, og de er også allerede startet.
En ting, som har været i fokus hos Nordmark i flere år, er nye kunder – både i vindbranchen og i andre industrier som den maritime industri, mineindustrien og olie og gas.
Bearbejdning af store og besværlige komponenter er forcen i Nordmarks set-up, som er fokuseret på store maskiner, og derfor har en meget stor kapabilitet.
”Vi har fået større spredning i vores kunder, men vi er ikke færdige med processen endnu, og der er stadigvæk en meget stor overvægt af vind i vores ordreportefølje. Vi er lykkes med at komme dybere ind i vindsegmentet og få fat i flere komponenter. Men vi skal længere ud, for jo mindre følsomhed, vi har, jo stærkere står vi på den lange bane ”, siger direktøren, der fortsætter med og fortæller, at Nordmark også har fået lidt mere aktivitet uden for vind.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordmark fordobler på bundlinjen, trods prispres' til en bekendt