“En af os” – hedder Lars!<br>…

“En af os” – hedder Lars!

18. november 2017 - kl. 8:45 - af

En mand – tidligt formet af livets snoede veje og udfordringer.

Lars Oldager hedder han helt præcist. Bosat i Sæby sammen med hans hustru Trine og deres 3 drenge Nicklas på 19 år, Tobias på 16 år og Andreas på 10 år.

Vi sidder i Lars’s køkken – jeg hilser på Nicklas og Tobias, dejlige drenge med et fast håndtryk og et stærkt blik – på væggen hænger der et skilt med teksten “When one door closes another opens”.

Jeg mærker hurtigt, at jeg sidder overfor en stærk mand og samtidig også en sårbar mand – en mand som modigt har formået at vende “usynlige” kriser og sårbarhed til synlighed og styrker – også for andre end blot ham selv. Snakken kommer hurtigt langt omkring og lidt længere ud…

Vi lever stadig i en tid, hvor mandens rolle er præget af, at man skal være stærk og samtidig usårlig – det er successen der tæller – med vægt på succes. Vores samfund efterlader ikke megen plads til sårbarhed.

En krise presser os mennesker til at tage turen hele den lange vej ind i os selv – og det er på den tur, at både livserfaring og personlig indsigt opstår eller bliver synlig.

Den mand eller den kvinde der har formået at kæmpe sig igennem en krise, har en større skæbne og deraf en bredere livserfaring end mange af dem, der stryger stærke lige igennem. Lars er, uden tvivl, en af dem der har taget den lange rute.

Lars, 44 år er født og opvokset i Aalborg. Flyttede til Sæby i 1998 for at fortsætte sin karriere ved Militær- politiet på Flådestation Frederikshavn. Værnskiftet til Frederikshavn havde sat Lars på prøve, da han under en selvforsvarsopvisning i Hærens Militærpoliti i 1994 pådrog sig en større skulderskade.

Lars blev opereret i 1996 og efter operation og målrettet genoptræning, slap han igennem nåleøjet og kunne fortsætte sin karriere.

Efter 8 års tro tjeneste kom Lars ud for en alvorlig arbejdsskade, som satte et fysisk punktum for det videre karriere forløb indenfor Forsvaret.

Lars fortsatte i stedet sin karriere som pædagogisk faglærer på en institution i Egense for utilpassede unge. Det var et både spændende og givende job med masser af udeliv og natur, fortæller Lars – noget de fleste børn og unge har brug for i dag.

Min egen lille familie har altid holdt meget af at være aktive ude i naturen – og vi har også i mange år deltaget med store glæder og fornøjelser i spejderlivet, fortsætter Lars.

År 2011 – efter knap 7 år som pædagogisk faglærer trængte ønsket om en lederuddannelse sig på og Lars skiftede de dejlige unge mennesker ud med en lederuddannelse i jem & fix. Efter kun 5 måneder var titlen butikschef. Det var også en spændende rejse, som desværre sluttede brat i 2014, hvor Lars kom ud for endnu en alvorlig ulykke med en større rygoperation tilfølge.

Med 16 titanium skruer i ryggen og udsigt til 2 kunstige knæ var Lars efterhånden hårdt ramt – intensiv og daglig genoptræning blev hverdag – og mødet med “systemet”, som han selv omtaler det, blev uundgåeligt.

Jeg blev tildelt førtidspension – men ønskede det ikke på fuld tid! Var alt for ung og ville umådeligt gerne tilbage til noget arbejde, hvilket systemet ikke kunne håndtere – og det kunne jeg ikke acceptere. Det hele endte ud i et længere og krævende opgør, hvor Lars med inddragelse af Beskæftigelsesministeren fik sat sine spor – alt sammen noget som i dag også har hjulet andre i lignende ulykkelige sager. Ingen skal frygte for deres førtidspension grundet et ønsket om at opretholde en form for arbejdsliv – eller et ønske om fortsat at bidrage til samfundet.

Sideløbende kører jeg også en forsikringssag, som på ingen måde kører af sig selv, fortæller Lars med et ærgerligt smil. Det er nu 4 år siden, at min skade blev meldt – og sagen er endnu ikke afklaret.

Helt umenneskeligt og uforståeligt at folk som kommer ud for større ulykker oveni skal trækkes igennem et system af rigide regler og paragraffer.

Alle disse ekstra problemer og bekymriger en ulykke kan føre med sig – kræver handlig og enorme mængder af overskud og ressourcer, noget stort set ingen mennesker i sådanne situationer har.

På mit spørgsmål om hvor Lars finder det ekstra overskud og de fornødne ressourcer, svarer Lars med et stort smil “bag enhver mand står en kvinde”… og hende der står bagved mig, er en meget stærk kvinde. Uden min families opbakning og forståelse havde jeg aldrig klaret alt dette. Iøvrigt har jeg for længst besluttet, at jeg hver eneste dag er forpligtiget til at mønstre alt den positive energi jeg kan.

Lars fortæller, at han og Trine om få dage kan fejre 20 års bryllupsdag og samtidig viser han mig et skønt foto af hans udkårne – “du kan godt se, at det er mig der har scoret opad”, smiler han med et smil der fortæller, at dette ægteskab beror på ægte kærlighed, som har vokset sig større i takt med livets udfordringer – noget jeg i mit stille sind tænker, at vi er mange der kunne lære af. Vi aftaler, at den næste artikel om Lars bringer opskriften på dette.

Lars har på sidelinien med sine fuldtidsansættelser i både forsvaret, på institution og i jem & fix også drevet selvstændig virksomhed. Sidst har han haft Cruiserparts-Danmark som byggede japanske motorcykler om. Dette firma lukkede i takt med omfanget af rygskaden.

Siden 2014 har Lars også haft sin gang i Frederikshavn Byråd, som byrådsmedlem for Dansk Folkeparti.

Jeg har altid været politisk orienteret – jeg interesserer mig meget for børnene, de unge og de ældre samt vores lokale samfund.

Samfundet har taget en trist drejning med pil ind mod enkeltindividet – fremfor ud. Vi mangler idealer vi skal stå sammen om for at nå – og så er vi tilmed blevet alt for effektive via den eksplosive udvikling der er sket på det tekniske område. Vi har brug for mere ro – naturen må kalde til ro. Jeg vil meget gerne integrere naturen yderliger bl.a. i skole livet og hvor den ellers kan gøre gavn – det er derude balancen genopstår.

Vi skal nærme os hinanden ikke fjerne os fra hinanden, slutter Lars – thumbs up for det.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '“En af os” - hedder Lars!
...'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER