
Mad- og kulturhus på krogrunden i Voerså
12. november 2017 - kl. 0:20 - af Henrik Christensen
Så er det slut med snakken. Det er NU det sker.
Søndag 19. november mellem 14 og 16 inviterer Voerså Byudvikling til infomøde i det nye foreningshus på Ny Skovgårdsvej i Voerså. På mødet, som også markerer starten på indsamling/anpartstegning, informeres om projektet til etablering af et nyt Mad og Kulturhus på krogrunden i Voerså.
Mere end 10 år efter den gamle kro nedbrændte, og efter mange år med diskussioner og tilløb til forskellige kulturhusprojekter, står det klart, at skal der ske noget på krogrunden til gavn for byen, skal det baseres på et kommercielt projekt, der kan sikre driftsgrundlaget for bygningen. For at etablere dette kræver det, at vi i byen selv viser vores engagement og opbakning. Så nu har alle muligheden for at blive del af projektet.
Vi er derfor nu glade for at kunne opstarte en tegningskampagne, som forløber det næste halve år. Tempoet har i 1½ år været udfordret, af de tilgængelige ressourcer, i den siddende bestyrelse, efter foreningen for snart 1 år siden måtte undvære den mangeårige formand Gynther Mølgaard.
Voerså Byudvikling har afholdt møde med den tidligere bestyrelse for Voerså Vandværk, vedrørende de daværende vandværkspenge, der på nuværende tidspunkt er udbetalt. Den tidligere bestyrelse for vandværket gav udtryk for, at de fastholdt deres handlinger, men udtrykte deres fulde opbakning til Gynther Mølgård herunder hans arbejde i forbindelse med Voerså Byudvikling.
Gynther Mølgård accepterer ovenstående, men er skuffet over afslutningen på sagen. Sagen anses herefter som afsluttet. Vi er derfor meget glade for, at vi nu atter i den videre proces kan drage nytte af Gynthers Mølgårds kompetencer og engagement i den videre proces. Det glæder også byudviklingen meget, at der kan arbejdes fremad i samlet flok.
Det er vores overbevisning at en ny bygning, der kan danne rammen om et nyt mad- og kultursted med indbyggede servicefunktioner for byen, vil have stor betydning for ejendomsmarkedet i byen, dette både hvad angår omsættelighed og priser. Endvidere vurderer vi, at stedet kan blive et stort aktiv som servicested for byens borgere såvel som tilrejsende. Projektet kræver, at vi løfter i flok. Byudviklingen opfordrer derfor til, at et samlet Voerså og omegn samt folk med tilknytning til området bakker op om projektet gennem tegning af anparter eller donation af pengegaver.
Tegningen af anparter vil forløbe i perioden fra 19. november 2017 til 15. maj 2018.
Interesserede kan finde nærmere oplysninger om projektet på hjemmesiden www.voersaakro.dk
Med venlig hilsen
Voerså Byudviklings bestyrelsen
Tekst Cille Strøm og Søren Meng
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mad- og kulturhus på krogrunden i Voerså' til en bekendt