
DCIM100MEDIADJI_0148.JPG
Godkendelse af lokalplan for boliger på Gasværksvej
5. november 2017 - kl. 0:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En boligforening ønsker at bygge på den gamle gasværksgrund i Sæby. I den forbindelse skal der udarbejdes lokalplan, som skal til høring i offentligheden.
Sagen skal forinden drøftes i Plan- og Miljøudvalget. Dette sker på udvalgets næste møde den 7. november.
Lokalplanen er udarbejdet med henblik på at omdanne ejendommen fra erhverv til boligformål med 20 lejligheder ved havnen i Sæby på hjørnet af Gasværksvej og Sdr. Ringvej på adressen Gasværksvej 42.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre bebyggelse inden for et byggefelt, der udlægges på arealet for soklen af et eksisterende fryselager. Herudover udlægges et mindre byggefelt langs lokalplanens vestlige skel til skure.
På grunden har der tidligere været losseplads til opfyldning og som fodercentral fra 1960 indtil 1980, hvor fryselageret blev opført. Bygningen har dog ikke været anvendt som fryselager i flere år.
Med lokalplanen gives der mulighed for at anvende området til boliger, så område og bygning ikke længere står tomt og ubenyttet hen. Bebyggelsen må opføres i op til 2 etager med tagterrasse og have en højde, der, målt fra et fastlagt niveauplan, ikke overstiger kote 10.62, hvilket svarer til højden på det eksisterende fryselager. Skure må alene opføres i en højde på op til 3 meter. Den samlede bebyggelse må for området under ét ikke overstige 75 %.
Lokalplanområdet får vejadgang fra Gasværksvej, hvor der anlægges et parkeringsareal med direkte adgang fra Gasværksvej.
Der er i tilknytning til lokalplanen blevet udarbejdet en miljøscreening, der viser, at der ikke er nogle af de undersøgte miljøforhold, som vurderes at blive påvirket af planforslaget, og der skal derfor ikke gennemføres en miljøvurdering.
Kommunaldirektøren indstiller, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet, at disse godkender forslag til lokalplan ”Boliger på Gasværkvej, Sæby” og kommuneplantillægget, hvorefter det offentliggøres i 8 uger.
Hvis man ønsker at nærlæse lokalplanen og se illustrationer og skitser samt nøjagtig placering, kan dette link benyttes:
og derefter scrolle til siderne 31-65
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Godkendelse af lokalplan for boliger på Gasværksvej' til en bekendt