“En af os” <br>– hedder Birgit!

“En af os”
– hedder Birgit!

4. november 2017 - kl. 6:22 - af

Frederikshavns farver står i skarp kontrast til en dyb blå himmel, solen smiler ægte og varmt – en smuk efterårs eftermiddag, hvor november netop har afløst oktober.

Skarp, ægte og varm – er ord jeg også vil overføre til denne uges “en af os” – som er, vores Borgmester Birgit Hansen.

Hun tager smilende og meget naturligt imod på hendes hyggelige kontor med udsigt til byens gader, tage og spir – og havet i horisonten.

Jeg har glædet mig rigtig meget til dette besøg – hvem er hun, vores borgmester, når vi ikke taler politik? Og hvordan afløser man sygeplejekitlen med en borgmesterkæde!

Det lå bestemt ikke synligt i kortene, at jeg skulle være borgmester, fortæller Birgit over en kop kaffe. Godt nok er jeg vokset op med en far, som har været socialdemokratisk medlem i 36 år i Sæby – og familiens stamtræ har da også politik gemt i årerne.

Som politiker er man formet af mange ting, men det var nu ikke politik, der blev diskuteret hen over aftensmaden i mit barndomshjem, fortæller Birgit – min far var træt, når han kom hjem fra arbejde og mere optaget af hvad aftensmaden mon bød på. Det var på andre områder, at min far “skubbede” lidt til os – han var eksempelvis god for en henkastet bemærkning som “var det ikke noget for dig, at blive klasse- repræsentant, elevrådsformand, tillidsmand” eller noget i den boldgade – og det gjalt både min søster, min bror og mig.

Og vi har da også alle tre været gode til at fylde flere af disse poster ud, hvilket helt sikkert også bidrog til, at jeg i en tidlig alder var god og stærk i både kommunikation og debatter – og afgjort også noget af det der gjorde, at jeg på ingen måde følte mig uerfaren på det felt, da jeg trådte ind i byrådet.

Jeg har et medfødt gen for det der med, at organisere, udvikle, hjælpe – ja, bare det “at gøre noget”.

Og her træder sygeplejersken ind i billedet. Jeg vidste allerde som helt ung, at jeg ville være sygeplejerske – det lå dybt i mig, det der med, at hjælpe og gøre noget godt for andre – det medmenneskelige samarbejde og samspil fyldte.

Jeg drives og tankes op via kontakten og sammenspillet med andre mennesker – det er lige der, at jeg skaber balance i mit job som borgmester, hvor meget af tiden også går med budgettter, tal og ikke opmuntrende besparelser.

Birgit forlod i sin unge alder Volstrup og Sæby sammen med sit livs kærlighed Rene. Sammen drog de til Aarhus, hvor Rene skulle igang med at uddanne sig til Falckredder og hvor Birgit besluttede sig for, at samle “point” – dengang samlede man point for at blive optaget på sygeplejeskolen.

Jeg lagde ud med at arbejde på en plastfabrik og senere som pædagogmedhjælper i en vuggestue – det var gode optagelsespoint.

I ‘89 blev jeg optaget på Sygeplejeskolen i Århus – og efter afsluttende eksamen var jeg så heldig, at blive ansat i børneambulatoriet på Århus Kommunehospital- de jobs hang ikke på træerne dengang.

Det var et rigtig godt og dejligt job, hvor jeg trivedes og samtidig også fik god plads til alt det jeg ikke kunne/ kan lade være med – nemlig at ordne, organisere og udrette, hvilket senere førte til et flot tilbud om en lederuddannelse.

Jeg var undervejs også blevet mor – vi stod med to små børn, vores datter, Amanda på syv måneder og vores søn, Mikkel på to og et halvt år – jeg mærkede pludseligt og meget tydeligt at “stammen” trak – min familie og alt det vi kom fra, så jeg takkede nej til det flotte tilbud.

Vi solgte vores lille nedlagte landbrug i Århus og fandt os et nyt – tæt på Dybvad. Jeg fik job i hjemmesyge- plejen i Sæby og alt var godt.

Arbejdsmæssigt gik der dog ikke lang tid før ønsket om en lederuddannelse eller en politisk karriere atter tog form.

Og måske blev det lidt skæbnen, der valgte politikken fremfor lederuddannelsen! Husker, at jeg som ung politisk engageret kvinde skrev et politisk indlæg til Sæby Folkeblad – lidt råt og noget direkte… og derfra gik alting meget stærkt – helt sikkert også fordi min far i forvejen var kendt i de politiske kredse – og nu meldte datteren sig så også helt ind i kampen.

Vores kønne borgmester har uden tvivl ben i næsen, en skarp tunge og fødder, med eller uden uldsokker, godt og solidt placeret i den jyske muld med jordforbindelse og helt naturlige evner i det politiske spil.

Det at være her, hvor jeg er nu – med en sygeplejerskeuddannelse i bagagen og en borgmesterkæde i skabet – er slet ikke så mærkeligt, som det måske lyder, smiler Birgit. At være sygeplejerske, er et stærkt kort at have på hånden – alt hvad der har med det, at tage sig af andre, kæmpe for de svage, dyrke fællesskabet/ samarbejdet og alle de ressourcer der ligger gemt der samt synliggøre problemer og også turde røre ved dem – ligger dybt forankret i mig både som person men også i kraft af min uddannelse.

Snakken går – vi kommer langt omkring og pludselig er der gået mere end 1 time, hvilket overrumbler os begge en smule – dagens øvrige opgaver kalder.

Vi nåede alligevel også at vende, hvor og hvordan Birgit slapper helt af og genfinder den indre ro – en opskrift de fleste leder efter!

Jeg lader op hjemme hos mig selv, helt derude på landet i naturen – hvor stilheden larmer. Jeg har brug for kontraster slutter Birgit – natur og larmende stilhed er en god og meget givende kontrast til mit ofte larmende job.

Jeg er meget enig her – kontraster får os til at mærke livet – naturen genopretter altid balance.

Jeg tror på, at Frederikshavn Kommune har landets mest omsorgsfulde borgmester – og uden at trække det mindste strå af politik ind i denne artikel, så giver jeg Birgit 6 hjerter for alle de medmenneskelige værdier hun er bygget af.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '“En af os”
- hedder Birgit!'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger