
Hjertesund dag på rådhuset i Sæby
21. oktober 2017 - kl. 5:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hjerteforeningen Sæby målte blodtryk hos medarbejderne på rådhuset i Sæby.
Else og Helle i kantinen på ”Sæby Rådhus” havde igen i år arrangeret en uge med ”hjertesund mad” – lavet efter opskrifter fra Hjerteforeningen. I år var repræsentanter for Hjerteforeningen Sæby inviteret på besøg – en hyggelig og vigtig tradition!
Kirsten, Jane og Merethe fra Hjerteforeningen Sæby tilbød medarbejderne at få målt deres blodtryk. Det var der mange, der benyttede sig af.
Formålet med, at Hjerteforeningen tilbyder vejledende blodtryksmåling, er at øge danskernes kendskab til eget blodtryk. På den måde kan et hidtil ukendt forhøjet blodtryk opspores. Der kan gøres en indsats, og Hjerteforeningen opfordrer ved forhøjet blodtryk til at søge egen læge.
”Blodtryksmåling er således en forebyggende aktivitet, og i samtalerne kommer vi også ind på vigtigheden af sund levevis med sund kost og motion – gerne ½ time dagligt –, og at stress også kan have en negativ indvirkning på blodtrykket. På rådhuset gav vi mange gode forslag til sund kost og motion,” fortæller formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo.
Omkring en million danskere har forhøjet blodtryk, og at godt ¼ af dem har ikke kendskab til, at de har det. Derfor uddanner Hjerteforeningen frivillige, som kan tilbyde at måle danskernes blodtryk i forskellige sammenhænge.
Lokalforeningens bestyrelse består af formand Merethe Gaardbo, Kirsten Sørensen, Ann Larsen, Elin Hyttel, Finn Brunø, Bo Baake og Per Rye. Lokalforeningens program og aktiviteter kan ses på www.saeby.hjerteforeningen.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjertesund dag på rådhuset i Sæby' til en bekendt