Søren Visti Jensen (SF):
Noget for noget

13. oktober 2017 - kl. 8:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Et af kommunalvalgets helt store temaer er blevet, hvordan vi som kommune skal samarbejde med det private erhvervsliv omkring vækst og jobskabelse.

I SF anerkender vi behovet for et tæt samarbejde. Vi har støttet samtlige tiltag omkring havneudvidelser i både Skagen og Frederikshavn, og fremtidige tiltag i samme retning – også hvis de bliver en realitet i Sæby – vil ligeledes få vores støtte.

Vi bakker også op omkring kommunens bestræbelser for at opretholde en erhvervsvenlig infrastruktur – herunder også fleksibel og hurtig sagsbehandling, samt tilvejebringelse af de nødvendige attraktive erhvervsarealer.

Så vidt så godt. Men her stopper samarbejdet jo ikke, for med hensyn til beskæftigelse og udbud af arbejdskraft, har erhvervsliv og kommune også klart sammenfaldende interesser. Virksomhederne har behov for arbejdskraft med de rette kvalifikationer, og kommunen har behov for at flest mulige borgerne har et job eller er i et uddannelsesforløb, der på sigt sikrer, at de kan få et job. Og rigtig mange borgere har behov for løbende opkvalificering, der fremtidssikrer dem i de job de allerede har.

Det er omkring disse kerneområder, det fremtidige lokale arbejdsmarked skal formes – og det er her, der skal gives håndslag på aftaler, der gælder begge veje. Det er her vi som kommune skal sige ”noget for noget”.

Vi er en kommune med mange ufaglærte og folk med kortere uddannelser. Vi er også en kommune med en aldrende befolkning, og den demografiske udvikling fortæller sit helt klare sprog om, at der er visse brancher, der indenfor en overskuelig fremtid vil komme til at mangle arbejdskraft.

Vi vil komme til at mangle faglærte og højtuddannede, mens de ufaglærte vil få sværere og sværere ved at få varige velbetalte fuldtidsjob.

Man kan selvfølgelig importere den arbejdskraft man mangler – både faglært og ufaglært – og det gør man i vid udstrækning allerede. Antallet af bosatte østeuropæere har passeret de tusind og er støt stigende. Også flygtninge introduceres med stigende succes på det lokale arbejdsmarked. Fælles for disse mennesker er, at de for de flestes vedkommende ikke er specialister, men i høj grad er ufaglærte, der bliver ansat indenfor industri, landbrug, hotel- og restauration eller rengøring – og ikke altid under forhold vi som danskere synes er helt i orden.

Så hvis vi er enige om, at denne import af arbejdskraft er nødvendig, så bør det også være et fælles anliggende, at disse mennesker tilbydes job under samme vilkår som deres danske kolleger. Vi har et fælles ansvar for integration, sprogundervisning og forståelsen af danske arbejdsmarkeds- og samfundsforhold i almindelighed.

Her bør vi som kommune også stille krav til arbejdsmarkedets parter for at få disse ting til at lykkes – gerne bedre end tilfældet er i dag, og ikke mindst hvis det er kommunale anlægsopgaver der udbydes.

Vi har også et hængeparti omkring ledige ufaglærte. Ikke mindst de der har passeret 50 år – og særligt kvinder i denne aldersgruppe. Denne gruppe har i mange år udgjort en kernearbejdskraft i vores kommune, men har nu svært ved at finde fornyet fodfæste, hvis de skulle være så uheldige at miste deres job.

Her er der også potentiale for bindende aftaler med arbejdsmarkedets parter om at få disse mennesker tilbage i job. Hvis kommunen støtter økonomisk op om den nødvendige efteruddannelse, bør modkravet være, at også erhvervslivet gør en ekstra indsats for vore seniorer på arbejdsmarkedet. Hvis samfundet forventer en høj tilbagetrækningsalder, så skal vi også i fællesskab gøre arbejdsmarkedet mere tilgængeligt for de der har passeret 50 – og som måske i tilgift har et hårdt arbejdslivs fysiske skavanker at slås med.

Og endelig har vi hele problemet med mangel på faglært arbejdskraft. Alle mangler faglærte, men for få har gjort noget ved det. Det er fortidens forsømmelser og manglende vilje til at tage lærlinge, der langt hen ad vejen har skabt de flaskehalsproblemer, vi ser nogle steder i dag.

Vi må i fællesskab åbne op og tage nogle flere af vore unge i lære indenfor industri og håndværk. Hvis vi på folkeskoleniveau med argumenterne i orden skal kunne overtale forældrene til at støtte op om, at de unge skal vælge en erhvervsuddannelse frem for en akademisk uddannelse, så skal erhvervslivet også være villig til at løfte deres del af ansvaret – og tage det fornødne antal lærlinge!

Det er ikke godt nok, at der ifølge 3F pt. er 215 unge i Frederikshavn Kommune, der mangler en læreplads!

Så i SF vil vi gerne samarbejde med det private erhvervsliv – også på mange flere områder. Men da vi i Frederikshavn ikke har ubegrænsede midler at gøre godt med, skal vi være bedre til at stille rimelige modkrav. Og ”noget for noget” er bestemt ikke på nogen måde urimeligt!

Søren Visti Jensen
Byrådskandidat SF