
Hekseafbrænding og dansetrin i Lyngså
15. juni 2014 - kl. 0:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Skt. Hans Aften i Lyngså byder både på tradition og dansetrin i det grønne.
Legepladsen v/Toften i Lyngså By danner igen rammerne om årets midsommerfest mandag den 23. juni.
Det er Lyngså Borgerforening, der står bag arrangementet, helt tro mod traditionen med bål og Anne-Grethe Justesen har lavet en rigtig flot heks, som selvfølgelig skal sendes godt af sted til Bloksbjerg. Dorthe og Jørgen har fået ansvaret for musikken og synger også for til aftenens sange.
Båltalen holdes i år af forstander Steen Jensen, Stidsholt Idrætsefterskole. Inden båltalen vil Sæby Folkedanserforening give en lille danseopvisning, og senere på aftenen kan interesserede blandt publikum få lov til at danse med.
På legepladsen vil der være opstillet telte, og der kan købes øl, vand, kaffe, pølser og vafler, oplyser borgerforeningen, der håber at slå sidste års flotte fremmøde.
ÅB
En kommentar til “Hekseafbrænding og dansetrin i Lyngså” under annoncerne.
Det er ikke Sæby Folkedanseforening, som giver opvisning, men en gruppe fra lokalområdet, som går til Folkedans i Sæby.