
Forskønnelse af landsbyerne i Frederikshavn Kommune
6. maj 2014 - kl. 10:33 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nu har borgere mulighed for at søge om tilskud til nedrivning eller renovering af bygninger som led i at forbedre og forskønne det fysiske miljø i kommunens landsbyer og landdistrikter.
Et bedre miljø giver bedre trivsel
Puljen til landsbyfornyelse, der er på 4,8 mio. kr. i 2014, har til formål at forbedre og forskønne det fysiske miljø i landsbyer og landdistrikter i Frederikshavn Kommune. Borgere kan søge om tilskud til nedrivning af boligejendomme og enkelte erhvervsejendomme.
– Rundt omkring i vores landsbyer og i det åbne land står der faldefærdige bygninger, som ingen ønsker at være naboer til. Puljen til landsbyfornyelse er en beskeden, men vigtig mulighed for at søge om tilskud til udvendig renovering, oprydning eller nedrivning af bygninger, der ikke står til at rede. Det bidrager til at forbedre det lokale miljø og øge trivslen blandt borgerne i de små lokalsamfund, siger formand for Plan- og Miljøudvalget Anders Brandt.
Sådan søger du om tilskud
Er du ejer af en bygning, der er i så dårlig stand, at den står til nedrivning, kan du nu ansøge om, at kommunen sørger for nedrivningen m.v.
For at din ansøgning kan komme i betragtning, skal den opfylde følgende betingelser:
• Bygningen er ikke beboet
• Bygningen er beliggende i et landområde eller i en by med under 3.000 indbyggere
• Bygningen skal være opført før 1950 og skal være slidt ned eller have installationsmangler m.v.
• For erhvervsejendommen er det en betingelse, at de ligger i en by med under 3.000 indbyggere, og at erhvervet er nedlagt.
Overholder din bygninger ovennævnte betingelser, kan du fremsende ansøgning om frivillig nedrivning. Send din ansøgning snarest muligt og senest den 3. november 2014 til:
Frederikshavn Kommune
Rådhus Alle 100
9900 Frederikshavn
– eller på e-mail: heer@frederikshavn.dk
Vi vil herefter vurdere, hvilke ejendomme der kan komme i betragtning til nedrivning. Udgifter til nedrivningen afholdes fuldt ud af Frederikshavn Kommune, der også forestår styringen af den samlede opgave m.v.
Tilskud til udvendig istandsættelse
Du kan også ansøge om tilskud til udvendig istandsættelse, oprydning og fjernelse af skrot og affald m.v. Denne indsats har dog en lavere prioritering end nedrivning af faldefærdige bygninger.
Ønsker du at ansøge om tilskud til udvendig istandsættelse, skal du sende en beskrivelse af arbejdets omfang og pris. Beskrivelsen skal omfatte, hvilke bygningsdele – f.eks. vinduer, tag m.v., du ønsker udskiftet, samt tegninger med materialebeskrivelse m.v. Der skal vedlægges tilbudspris for udgifter til materialer, lønninger og evt. rådgiverbistand inkl. moms.
Ønsker du at ansøge om tilskud til at fjerne skrot eller lignende, skal du sende en beskrivelse af omfanget samt pristilbud på opgaven.
Du kan læse mere om vores prioritering af hele denne indsats på wwwfrederikshavn.dk – se under ”Borger / Bolig / Planlægning for By og land / Forfaldne huse” – og du finder ”Handlingsplan for indsats mod forfaldne huse”
Har du spørgsmål til nedrivningspuljen, kan du kontakte Henning Eriksen, myndighedskonsulent, direkte telefon 98 45 63 66, heer@frederikshavn.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forskønnelse af landsbyerne i Frederikshavn Kommune' til en bekendt