
Foredrag om slægtsforskning i danske arkiver
4. februar 2013 - kl. 0:22 - af Henrik Christensen
Torsdag aften afholdtes et velbesøgt møde i Spar Nord om slægtsforskning i danske arkiver, især folketællinger og kirkebøger. Det var arkivar, cand.mag. Jørgen Clausager, som fortalte om de for slægtsforskerne så vigtige kilder folketællinger og kirkebøger. Mange sæbynitter kender Jørgen Clausager fra hans tid 1981-96 som leder af byhistorisk arkiv i Sæby.
Herefter var han1996-2012 leder af Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn. Han har undervist i slægts- og lokalhistorie på aftenskole og bearbejdet adskillige folketællingslister fra 1787-1921, ligesom han er forfatter til adskillige lokalhistoriske bøger og artikler.
De fleste af de 36 tilhørere er for tiden deltagere i en studiekreds om Legacy og slægtsforskning, som for tiden afholdes af Saltlandets Historiske Forening for Sæby og omegn, som også var indbyder til aftenens foredrag. De lyttede interesseret og så Clausagers mange velvalgte billeder fra folketællinger og kirkebøgers kulturhistorie.. Han fokuserede gennem disse eksempler både på de muligheder som på de begrænsninger, de indeholder.
Der blev stillet mange gode spørgsmål og adskillige fik ideer med hjem til deres egen forskning.
En kommentar til “Foredrag om slægtsforskning i danske arkiver” under annoncerne.
I wish I could find more information on my family all of whom came from Saeby. I wish I could find relatives in Saeby.