
Hygge og samvær til Open By Night i Hørby
5. september 2010 - kl. 14:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vejret holdt lige akkurart tørt, da butikkerne i Hørby fredag aften slog dørene op til Open By Night, og der var bestemt mulighed for at få en oplevelse med hjem. Var man en smule doven, havde Sparekassen Vendsyssel stillet hestevogn til rådighed for en rundtur i byen eller til de mange forretninger, der i dagens anledning holdt åbent, helt frem til kl. 21, og herefter var der mulighed for en svingom til jazz musik i teltet ved Sæby Festservice, der i dagens anledning var sponsor for musikken.
Hos Hørby Bageri blev der bagt vaniliekranse til den store guldmedalje, dog var det forbudt for voksne og KUN for børn, som alle var meget ivrige for at få lov til at bage i et rigtigt bageri, og sammen med en rigtig bager – der med familiens hjælp – gav kyndig råd og vejledning til de mere end 30 børn, der var mødt frem.
Hos Sparekassen Vendsyssel skulle man måske have ønsket sig endnu større lokaler til aftenens arrangement, for rigtig mange lagde vejen forbi for at kigge i gamle avisudklip og bøger om Hørby’s historie. Også børnene blev der sørget godt for med gratis soft-ice og slush-ice i lange baner. Udenfor havde spejderne lavet et lille bål, der bestemt også bidrog til hyggen i byen. Bevægede man sig væk fra hovedgaden, kunne man se spændende nytænkning og en anderledes haveudsmykning hos Syvsten cementstøberi, der også kunne byde på en forfriskning til de mange forbipasserende. Lige om hjørnet var der opstillet hoppeborg, som også blev flittigt brugt af de mange børn, som der var gjort rigtig meget for.
Hos Protherm kunne man tørre svenden af panden, her blev aftenen brugt på at fejre de nye lokaler, som kun lige akkurart var blevet færdige, men flot så det ud. Åben have, var også en af de mange muligheder, for dem der havde valgt at bruge en hyggelig fredag aften i Hørby.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hygge og samvær til Open By Night i Hørby ' til en bekendt