
Årets Guld-Harald overrakt til Frank Nielsen
7. juli 2026 - kl. 8:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Årets ”Guld-Harald” 2026 er blevet uddelt til den tidligere fodboldspiller i FFI, Frank Nielsen.
Det skete ved en ceremoni på Harald Nielsens Plads foran Arena Nord i Frederikshavn, hvor Harald Nielsens enke, Rudi ”Mie” Nielsen sammen med bankdirektør Anders Krøgh, Spar Nord Nykredit, overrakte hæderen i form af et diplom, en specielt designet medalje samt 25.000 kr.
Årets Guld-Harald er sponseret af Rudi ”Mie” Nielsen, Spar Nord og Arena Nord. Det var 8. gang, en uddeling fandt sted, og det blev samtidig bekendtgjort, at det blev sidste gang i sin nuværende form.
Overrækkelsen blev bl.a. desuden festligholdt med velkomst ved Jens Gaardbo som toastmaster og tale ved borgmester Jon Andersen. Denne slog fast, at man ikke kommer uden om Frank Nielsen, når man taler om fodbold i Frederikshavn. ”Du har bragt nærhed på banen og spillet, hvad han må betegne som fodbold uden filter,” sagde borgmesteren i sin hyldest, og Anders Krøgh roste Frank Nielsen for at have været rygraden på holdet og altid spillet med kærlighed til fodbold.
Tildelt nordjyder med positiv indsats
Årets Guld-Harald er hvert år siden 2019 tildelt en nordjysk forening eller fodboldspiller, der har gjort sig positivt bemærket både lokalt, nationalt og internationalt.
Tidligere modtagere er David Nielsen, Peter Møller, Søren Frederiksen, Fortuna Hjørring, Joakim Mæhle, Jesper Grønkjær samt Nicolaj Thomsen.
Frank Nielsen, der er født i 1948, spillede i sin aktive karriere som amatør 464 kampe for FFI’s førstehold med debut i 1967. I samme periode fik han også debut på det danske fodboldlandshold, hvor det blev til 4 kampe.
Harald Nielsen blev født i 1941 og døde i 2015 i Klampenborg. Han blev i 1959 den hidtil yngste debutant på det danske fodboldlandshold, og han var i 1960 med til i Rom at vinde sølv til Danmark ved OL.
Siden fik han professionel karriere i de italienske klubber Bologna, Inter, Napoli og Sampdoria, og sammen med Rudi Mie drev han flere virksomheder, bl.a. import af skindvarer fra Italien.
Han var også med til at stable FCK på benene, da han sammen med Helge Sander fik overbevist DBU om at indføre professionel fodbold i Danmark. Sander deltog i øvrigt i ceremonien omkring uddelingen af Årets Guld-Harald, ligesom flere af Frank Nielsens tidligere holdkammerater var med til at hylde deres holdkammerat.
Tekst og fotos: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Årets Guld-Harald overrakt til Frank Nielsen' til en bekendt