Junior Rangers Frederikshavn med Bo Storm, Formidlingskonsulent & Naturvejleder samt Torben Schioldan, Afdelingsdirektør i Nordjyske Bank, Frederikshavn
Junior Ranger Frederikshavn og Nordjyske Bank laver aftale
6. juli 2026 - kl. 9:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er et helt nyt samarbejde, der ser dagens lys, når banken og naturtilbuddet til børn og unge mødes.
Frederikshavn Kommune er den eneste kommune i Danmark, der tilbyder Junior Ranger-programmet. Som Junior Ranger får børnene chancen for at dykke ned i den danske natur og lære om dens mange finurligheder igennem et spændende uddannelsesforløb, som afsluttes med eksamen. Børnene vil blive stillet over for spændende udfordringer, som de skal løse sammen med andre børn. På den måde lærer børnene både om naturen og udvikler selvstændighed og samarbejdsevner.
– Vi sender også børnene på spændende ture med andre Junior Rangers og i år har vi blandt andet nogle, der skal til Norge og andre der skal til den tyske del af Vadehavet. Fælles for dem alle er, at de helt sikkert får nogle store oplevelser, fortæller Bo Storm, der er Formidlingskonsulent & Naturvejleder i Frederikshavn Kommune – og leder af Junior Ranger-programmet.
Torben Schioldan, Afdelingsdirektør i Nordjyske Bank er også meget tilfreds med aftalen:
– Vi synes, Junior Ranger er et rigtigt godt tilbud til de børn og unge, som gerne vil lære mere om vores natur, så de selv kan blive aktive brugere af den og eventuelt fremtidige formidlere. Det er også et alternativ for dem, der måske ikke er til sport eller gaming, og der er ingen tvivl om, at de har et stærkt fællesskab, som vi gerne vil støtte op om.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Junior Ranger Frederikshavn og Nordjyske Bank laver aftale' til en bekendt