Brødrene Mads og Søren Andersen vil nu holde øje med, at Park Lite Solar fjernes fra det danske marked.
Sæby-brødre vinder patentsag
17. september 2024 - kl. 13:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sø- og Handelsretten har netop afgjort, at Andersen-Group i Frederikshavn har sandsynliggjort, at Danmarks ubetinget største forhandler af p-skiver, Needit Denmark A/S i Hvidovre (ParkOne), har krænket Andersen-Groups patent.
Brødrene Mads og Søren Andersen fra Sæby, indehavere af Andersen-Group, har dermed fået medhold i, at Needit Denmark A/S skal forbydes at fremstille, importere, markedsføre, udbyde, bringe i omsætning og/eller anvende den elektroniske p-skive Park Lite Solar.
Med blot syv medarbejdere har Needit Denmark ApS de seneste tre år noteret overskud på 36, 37 og 33 millioner kroner. ParkOne skriver på sin hjemmeside, at de med mere end tre millioner solgte p-skiver er verdens førende udvikler og producent af elektroniske P-skiver. Det er således en gigantisk aktør, som Andersen-Group i Frederikshavn har været oppe imod.
Ideen til opfindelsen opstod, efter at Mads Andersen i 2012 fik en parkeringsafgift på en parkeringsplads i Frederikshavn, fordi hans p-skive var løbet tør for batteri.
Park Solar®, som den nordjyske p-skive hedder, er et komplekst produkt, som ingeniørvirksomheder har været inde over udviklingen af. Den er udstyret med integreret solcelleteknologi. Søren og Mads Andersen var da heller ikke i tvivl om vigtigheden af at søge patent.
Needit (ParkOne) er Andersen-Groups største konkurrent på det danske og europæiske marked for p-skiver. Needit har den største markedsandel og en indtjening, der er 50 gange større end Andersen-Group. Needit sælger to produkter med solceller, hvoraf det ene er stridsproduktet Park Lite Solar.
Der har tidligere verseret en tvist mellem Andersen-Group og Needit i forbindelse med en patentsag. Siden da har der været korrespondance mellem Needit og Andersen-Group – også om stridsproduktet Park Lite Solar.
– Da jeg 28. august 2023 læste om Park Lite Solar på Needits hjemmeside, var beskrivelsen nærmest én til én i forhold til vores beskrivelse af Park Solar. Ja, selv navnet er jo nærmest det samme som vores, siger direktør Søren Andersen.
De to p-skiver ligger side om side i mange butikker.
Sø- og Handelsretten mener, at det er sandsynliggjort, at Needit ved salg og markedsføring af stridsproduktet krænker Andersen-Groups rettigheder i henhold til stridspatentet. Needit skal betale 825.824 kroner i sagsomkostninger til Andersen-Group.
– Det dækker ikke alle vores udgifter i sagen, men vigtigst af alt, skal de nu fjerne Park Lite Solar fra det danske marked, og det holder vi selvfølgelig øje med sker, siger Søren Andersen, direktør i Samatech, som Andersen-Groups p-skive-virksomhed hedder.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby-brødre vinder patentsag' til en bekendt