Isbilen ruller ind på sommerlejr i Sæby

Isbilen ruller ind på sommerlejr i Sæby

10. juli 2026 - kl. 10:21 - af

I disse uger er knap 1500 børn og unge på Ungdommens Røde Kors’ sommerlejr rundt omkring i landet, og en af lejrene, som starter i weekenden, finder sted i Sæby.
Her får børnene besøg af Hansens Is, der kommer forbi med isbilen og deler økologisk is ud til både børn og frivillige.
“Med isen håber vi at give både børn og frivillige et øjeblik, hvor sommeren føles lidt ekstra god, og hvor børnene får et minde med hjem, de husker for noget godt,” siger Anders Eibye Hansen, fjerde generation i Hansens Is.

For mange børn er sommerferien forbundet med rejser, ture til stranden og is i solen. Men sådan er det ikke for alle. Derfor arrangerer Ungdommens Røde Kors hvert år ferielejre for 1.450 børn og unge, der af forskellige årsager kan have brug for et frirum i ferien.

Her skaber frivillige trygge rammer med leg, fællesskab og oplevelser, som børnene kan tage med sig hjem. Og igen i år bliver is også en del af programmet, når Hansens Is besøger samtlige 22 lejre med økologisk flødeis fra uge 28-31.

“En is kan virke som en lille og måske ubetydelig ting for mange. Men når den bliver spist sammen med andre børn og unge på en ferielejr, hvor man griner, leger og mærker, at man er en del af et fællesskab, kan den blive en del af noget meget større. Det er netop derfor, vi bliver ved med at bakke op. Vi synes, det er enormt vigtigt, at de her børn får gode sommeroplevelser på lige fod med andre børn,” siger Anders Eibye Hansen, fjerde generation i familievirksomheden Hansens Is.

Hansens har i mere end ti år støttet Ungdommens Røde Kors’ vigtige arbejde, og samarbejdet bygger på et fælles ønske om at skabe gode oplevelser for børn, der ikke nødvendigvis har samme muligheder i ferien som deres jævnaldrende.

“Vi er så glade for, at Hansens Is og andre virksomheder støtter Ferielejr. Det betyder, at vores frivillige får endnu flere muligheder for at skabe en magisk uge for alle børnene og de unge på vores lejre,” siger Anja Nielsen, seniorprogramkonsulent og programleder for Ferielejr hos Ungdommens Røde Kors.

“Vi lever af at skabe smagsoplevelser, men i virkeligheden handler det lige så meget om det, der sker rundt om isen. Om at stå i kø sammen, vælge sin yndlingssmag, få ekstra krymmel og dele øjeblikket med nye venner. Det er sådan nogle små situationer, der kan sætte sig som store minder,” siger Anders Eibye Hansen.

På ferielejrene bliver isen en del af hyggelige isboder, hvor de frivillige serverer is for børnene og er med til at skabe en særlig sommerstemning på lejrene.

“Det er uden tvivl de frivillige, der er hjertet i ferielejrene. De bruger deres ferie på at give børnene nærvær, omsorg og oplevelser, som kan betyde rigtig meget. Vi kan ikke løse de udfordringer, som mange børn står i, men vi kan bidrage med det, vi er gode til. Med isen håber vi at give både børn og frivillige et øjeblik, hvor sommeren føles lidt ekstra god, og hvor børnene får et minde med hjem, de husker for noget godt,” siger Anders Eibye Hansen.

I Danmark er der over 72.000 udsatte børn. Derfor er initiativer som Ungdommens Røde Kors’ ferielejre vigtige at støtte, så flere børn får gode sommerminder med tilbage, når skoleferien slutter.

Du kan støtte ferielejrene via MobilePay eller kortbetaling på urk.dk/støt. Virksomheder, der ønsker at indgå partnerskaber, kan kontakte Ungdommens Røde Kors direkte.

Læs mere og se alle ferielejre her: https://ferielejr.dk/laes_om_de_23_ferielejre

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Isbilen ruller ind på sommerlejr i Sæby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger