
Sæby Varmeværk har travlt med nye rør i det sydlige Sæby
12. august 2018 - kl. 11:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Varmeværk er nu gået i gang med næste etape af en større udskiftning af gamle rør i det sydlige Sæby. Denne gang gælder det en krydsning af Brolæggervej samt stamvejen af Karetmagervej (ikke stikvejene!).
Siden foråret har en stor renovering af gamle rør med beton omkring stået på langs stamvejen af Hjulmagervej og stikveje med ulige husnumre samt et større udskiftningsarbejde videre over til Farvervej. Stålrørene blev for omkring 50 år siden lagt ind i beton, hvilket har vist sig at give et ret stort varmetab. For at minimere dette varmetab er de nye stålrør, som har erstattet de gamle, fremstillet præisolerede, hvilket betyder, at rørene er isoleret med skum og plastikkappe omkring.
Driftsleder ved Sæby Varmeværk, Pouli Rugholt, udtrykte dengang forventning om, at arbejdet kunne afsluttes lige efter sommeren. Han beklager, at tidsplanen ikke helt har kunnet holde stik, og at ferieperioden også er kommet ind over.
Pouli Rugholt appellerer til beboernes tålmodighed lidt endnu og forsikrer samtidig, at der arbejdes på, at renoveringsarbejdet med lukning af de sidste huller samt fortove og asfalt langs Hjulmagervej vil ske hurtigst muligt. En færdiggørelse skal ikke afvente det nye arbejde fra Brolæggervej og langs Karetmagervejs stamvej. Dette arbejde er beregnet til at være 4-5 uger.
Link til artiklen ”Fjernvarmerør i en del af sydbyen udskiftes” fra 13. april:
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Varmeværk har travlt med nye rør i det sydlige Sæby' til en bekendt