Måske flere hospicepladser i Nordjylland

Måske flere hospicepladser i Nordjylland

21. april 2018 - kl. 0:12 - af

Regionsrådet skal på rådets kommende møde den 24. april behandle en ”indstilling om ansøgningsmulighed til pulje til oprettelse og drift af 4 børnehospicepladser”.

Der er på Finansloven afsat 5 mio. kr. til etablering og årlig drift af 4 børnehospicepladser i Vestdanmark. Der findes i dag 4 børnehospicepladser – placeret på Lukashuset i Region Hovedstaden. Disse pladser dækker hele landet, men med puljeopslaget vil der blive etableret 4 pladser i Vestdanmark til at dække behovet i denne del af landet. Pladserne kan ansøges af såvel regionen som private aktører (hospicer) og der er ansøgningsfrist ved udgangen af april 2018.

Den statslige finansiering og den kommunale medfinansiering dækker ikke de samlede driftsudgifter, så der vil være behov for regional medfinansiering til drift af pladserne.

Bestyrelserne for Hospice Vendsyssel i Frederikshavn og KamillianerGaardens Hospice i Aalborg er anmodet om at tilkendegive, hvorvidt de ønsker at søge om etablering og drift af et antal pladser finansieret via puljemidlerne.

KamillianerGaarden har svaret regionen, at det er muligt og ønskeligt at etablere de 4 pladser. Pladserne ønskes etableret i det nye hospicebyggeri og medfører derfor en tilpasning af aktuelle – og netop igangsatte – byggeplaner.

Driftsudgifterne for børnehospicepladser vurderes at være højere end for voksenhospicepladser, svarende til 35 % højere. Dette skyldes, at der er behov for flere ressourcer til denne type af hospicepladser. Samlet set vurderes driftsudgifterne for de 4 børnehospicepladser at være 8,6 mio. kr.

Kan betyde flytning af pladser til Frederikshavn
Anbefalingen fra hospicebestyrelsen er, at der samtidig flyttes 3 voksenhospicepladser fra KamillianerGaarden til Hospice Vendsyssel i Frederikshavn.

Bestyrelsen for Hospice Vendsyssel har tilkendegivet, at man støtter etableringen af pladser i regionen af hensyn til de berørte familier og de lange afstande til f.eks. et børnehospice i Region Midtjylland eller Region Syddanmark. Bestyrelsen anbefaler, at pladserne etableres i Aalborg, og at der samtidig flyttes 3 voksenpladser fra KamillianerGaardens Hospice til Hospice Vendsyssel, som derved udvides fra 9 til 12 pladser. Udvidelsen med de 3 voksenhospicepladser vil medføre en bedre driftsøkonomi for hospicet, idet de ekstra 3 pladser kan etableres marginalt billigere.

Driftsudgifterne for de 3 hospicepladser vil være 2,7 mio. kr. årligt. En andel heraf kan finansieres af de tilskud, der følger med de tre voksenpladser (statsligt tilskud og kommunal medfinansiering).

Udvidelsen vil imidlertid også betyde, at der er behov for at udvide de bygningsmæssige rammer, hvilket estimeres at medføre anlægsudgifter på 3,6-4,5 mio. kr.

Forretningsudvalget traf på mødet den 16. april 2018 følgende beslutning:

Et flertal bestående af A og V støttede en ansøgning, men ikke, at der flyttes 3 voksenpladser til Hospice Vendsyssel, såfremt ansøgningen om etablering af børnehospicepladser imødekommes.

Et mindretal bestående af C og DF støttede en ansøgning – herunder, at der flyttes 3 voksenpladser til Hospice Vendsyssel, såfremt ansøgningen om etablering af børnehospicepladser imødekommes. Et mindretal bestående af SF og Ø kunne ikke støtte indstillingen. SF fandt, at der ikke er noget dokumenteret behov for at etablere de 4 børnehospicepladser. SF ønsker at sikre nordjyske børn den rette behandling og støtte i hjemmet, på hospitalerne og på Specialbørnehjemmet ”Kvisten”.

Ø kunne ikke tilslutte sig ansøgningen, idet behovet for børnehospicepladser er vurderet af børneafdelingen, som peger på, at der er behov for en enkelt børnehospiceplads, som mest hensigtsmæssigt kan ligge på ”Kvisten”, hvor man i forvejen har specialviden mv. i forhold til det børnepalliative område, og hvor man hidtil har haft børnehospicelignende pladser efter behov og foreslog derfor, at regionen selv opretter én børnehospiceplads på ”Kvisten”.

Ulla Astman og Gitte Lopdrup deltog ikke i sagens behandling.

Tekst af Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Måske flere hospicepladser i Nordjylland' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER