
Konflikt vil lukke Undervisnings-ministeriets IT-systemer
30. marts 2018 - kl. 0:59 - af Henrik Christensen
I forbindelse med de nuværende overenskomstforhandlinger (OK18) er Undervisningsministeriet omfattet af en eventuel strejke, såfremt denne skulle blive en realitet fra 4. april 2018. Herudover er Undervisningsministeriet – ligesom en meget stor del af undervisningssektoren – omfattet af en eventuel efterfølgende lockout fra 10. april 2018.
Det kommer til at betyde, at der ikke vil være adgang til Undervisningsministeriets IT-systemer under en eventuel konflikt.
Styrelsen for It og Læring (STIL) under Undervisningsministeriet driver en lang række IT-systemer i undervisningssektoren, bl.a. UNI-Login, Optagelse.dk, test- og prøvesystemer samt administrative systemer for erhvervsskolerne.
I tilfælde af, at konflikten bliver en realitet, vil en stor del af medarbejderne i STIL være omfattet allerede fra konfliktens første dag. Statens IT, som varetager serverdriften af Undervisningsministeriet IT-systemer, er også udtaget til konflikten.
Af ministeriets hjemmeside fremgår det, at uden de nødvendige ressourcer i STIL og hos Statens IT kan der ikke gennemføres de nødvendige løbende kontroller og opfølgninger på IT-systemerne.
Af sikkerhedsmæssige årsager er STIL derfor nødsaget til at lukke alle Undervisningsministeriets IT-systemer under en konflikt!
Skulle en konflikt blive en realitet fra den 4. april 2018, vil STIL blive nødsaget til at påbegynde en såkaldt kontrolleret nedlukning af IT-systemerne fra den 3. april 2018.
Det gælder i alt 53 forskellige IT-sider, bl.a. databank, EGU-portalen, eksamensdatabasen, den koordinerede tilmelding, netprøver til gymnasier, optagelse.dk, ordblindetests, praktikpoprtalen, SkoleKom samt Uddannelsesguiden.
En lukning af systemerne betyder, at det ikke vil være muligt for brugerne at få adgang til IT-systemerne i konfliktperioden. Der vil derudover være lukket for support og vejledning hos STIL i en eventuel konfliktperiode.
Efter afslutningen af en eventuel konflikt vil STIL genåbne IT-systemerne hurtigst muligt. Det må dog forventes, at der vil gå nogle dage, inden alle systemer kører igen.
”STIL beklager meget de gener, som en nedlukning og den efterfølgende genåbning vil påføre brugerne af Undervisningsministeriets IT-systemer,” hedder det på styrelsens hjemmeside.
Undervisningsministeriets hjemmesider vil dog kunne tilgås under en eventuel konflikt.
Link til samlet oversigt over de 53 IT-systemer i Undervisninmgsministeriet, som en eventuel konflikt lukkes:
https://www.stil.dk/aktuelt/stil/2018/marts/180322-ok18
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Konflikt vil lukke Undervisnings-ministeriets IT-systemer' til en bekendt