Ritt Bjerregaard øsede af sine erindringer

Ritt Bjerregaard øsede af sine erindringer

23. marts 2018 - kl. 9:29 - af

Det blev en fornøjelig aften, da den fhv. socialdemokratiske minister Ritt Bjerregaard i Sæby Kulturhus Manegen øsede af sine erindringer fra bl.a. barndommen og en lang politisk karriere.

Ritt Bjerregaard har udgivet sine erindringer i foreløbig to bøger ”Ritt” og ”Valgt”; måske er en tredje bog på vej, og det stod hurtigt klart, hvad den ballast hun fik med fra sin barndom kom til at betyde for hendes syn på tilværelsen, hvor hun gennem mere end 40 år i politik har været en gennemgående skikkelse med en række ansvars- og ministerposter.

Barndommens miljø kom til for altid at sætte sit præg på Ritts syn på den verden, hun voksede op i – i begyndelsen som barn på Vesterbro i København fra 1941 og frem.

I flere generationer havde det været yderst småt med økonomien og materielle goder i familien, men Ritt blev præget af, at hendes forældre altid havde den fornødne tid til hende.

”Min mor ville gerne giftes med Gudmund fra børnehjemmet, men det var mine bedsteforældre imod. Da hun så påpegede, at de så ville få et uægte barn – mig – fik hun lov at gifte sig, og få måneder efter blev jeg født,” fortalte Ritte Bjerregaard humoristisk.

Fattigdom omkring Ritt
”Der var virkelig fattigdom omkring mig. Det var en helt anden form for liv dengang. Mine forældre måtte på et tidspunkt flytte ind hos min mormor. Her delte man wc, og der var ikke varme i køkkenet. Det var helt andre vilkår end i dag,” lød Ritt Bjerregaards beskrivelse.

”Men vigtigst var, at den kærlighed, som mine forældre ikke selv fik, den ville de give deres børn. De legede med os, de læste højt, og de anså familien som det vigtigste i deres liv. Der var masser af kærlighed, og jeg fik robusthed med fra min barndom.”

Ritt Bjerregaard kom i skole – de første år hos frk. Pedersen og i mellemskolen hos lærer Andersen. ”Jeg holdt meget af at gå i skole og holdt især af dansk. Jeg syntes, det gik fint. Da så lærer Andersen uddelte karakterbøger, fik jeg kun en middelkarakter. Han spurgte, om nogen havde spørgsmål, og jeg havde altid lært, at det er ok at spørge, så jeg rakte fingeren op for at sige, at jeg syntes, jeg burde have haft bedre karakter. Lærer Andersen svarede: Tror du, at du er bedre til at bedømme det end jeg? Da lærte jeg, hvad et retorisk spørgsmål er!” fortalte Ritt Bjerregaard.

Blive politisk
Ritt Bjerregaard blev uddannet som lærer, og i 1966 flyttede hun med sin mand Søren Mørch til Odense, hvor begge havde fået stillinger.

Hun besluttede sig for at blive politisk aktiv og fik tilbudt kandidatur i Otterup-kredsen. I 1971 blev hun valgt ind i Folketinget, og det lykkedes at komme i finansudvalget, hvor der aldrig tidligere havde siddet en socialdemokratisk kvinde! Efter kun 2 år i Folketinget kom hun som 32-årig i regering under statsministrene Jens Otto Krag og siden Anker Jørgensen.

Man skal jeg huske, at der dengang ikke var noget, der hed mobiltelefon. Så Ritt Bjerregaard gav en sjov beskrivelse af, hvordan man fik fat i hende på Arbejderhøjskolen i Esbjerg, og hun blev hentet med helikopter og pludselig skulle skaffe pænt nyt tøj, for hun skulle jo i audiens hos dronningen.

Ritt var jo nok klar over, at hun var ung og ret smart, men havde nok alligevel ikke ventet en hel forside i Ekstra-Bladet med teksten ”Ankers nye pin up” eller et citat i Berlingskes leder: ”Udnævnelsen ledte tanken hen på dengang, kejseren gjorde sin hest til konsul.” Nå, der var rigtig lagt op til udfordringer som minister!

Ritt på Ritz i Paris
Ritt Bjerregaard var undervisningsminister. Men så fulgte sagen med anklager om økonomisk overbrug på Hotel Ritz i Paris. Den trak endda avisoverskrifter som ”Ritts luksusnætter i Paris”.

Ritt gav med megen humor sin udlægning af historien, hvor hun arbejdede for at få en dansk kvinde valgt på toppost i Unesco. Det lykkedes, men Anker Jørgensen kom til den konklusion, at hun skulle betale 20.000 kr. tilbage.

”Jeg mente ikke, jeg havde gjort noget forkert eller odiøst eller brugt mere end andre, så jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle betale penge tilbage; og det ville jo også – set med mine øjne – være en slags erkendelse af et overforbrug. Så Anker Jørgensen fyrede mig den 23. december – hvilken julegave!”

Siden lykkedes det Ritt Bjerregaard at få et supergodt valg, og jeg fik tilbud om posten som socialminister. ”Jeg var godt klar over, at det fra Ankers side næppe var ment som en speciel venlig handling, og det var med udfordring om nedskæringer i bistandsloven. Jeg må konkludere, at det nok aldrig rigtig lykkedes for mig i det ministerium,” lød det.

Trafikminister – nej tak
En ny regeringsrokade. Ritt fik pludselig tilbudt posten som trafikminister. Her skulle der også ryddes op. ”Jeg sagde dristigt til statsministeren, at det havde jeg ikke lyst til”, og efterfølgende blev jeg i stedet gruppeformand for Socialdemokraiet på Christiansborg. Det var for mig et strategisk træk,” sagde Ritte Bjerregaard.

Der blev også tid til sjove anekdoter om kaffeklubber og nogle af de mange ting, som Ritt Bjerregaard har beskæftiget sig med.

Hun sluttede med en oplæsning af et kapitel fra en af bøgerne, der tankevækkende og med humor beskrev hendes og Søren Mørchs liv – fx da de gik hver sin vej under et besøg i Grækenland og siden blev samlet op enkeltvis af en svensk bil. ”Det lærte os, hvor vigtigt, det er at nok at kunne gå egne vegne, men også at holde sammen i livet”, lød slutreplikken fra Ritt Bjerregaard.

Omkring 150 tilhørere havde løst billet til foredraget, som var af arrangeret af Sæby Bibliotek.

Tekst og foto af Per Rye

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ritt Bjerregaard øsede af sine erindringer' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER