
Genoplivningskurser og landsindsamling
23. marts 2018 - kl. 7:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hjerteforeningen opfordrer folk til at tilmelde sig et gratis 30 minutters introduktionskursus i genoplivning, hvis der pludselig bliver brug for denne hjælp.
Med introkurset får man at vide, hvordan man skaber sikkerhed med henblik på at mindske konsekvenserne i en ulykkessituation med hjertestop. Man lærer, hvorledes man undersøger en bevidstløs person og ringer 1-1-2. Endvidere lærer man at give hjertemassage og kunstigt åndedræt med 30 tryk og 2 pust, samt hvordan man bruger en hjertestarter!
Kurset er gratis, og der findes allerede uddannede instruktører rundt om i landet. I Sæby-området kan man kontakte lokalformand Merethe Gaardbo på tlf. 25271204 og høre nærmere.
For få år siden deltog Hjerteforeningen Sæby i udviklingen af et lokalt og regionalt tilbud om at lære hjertemassage. Adskillige tusinde personer i Frederikshavn Kommune tog imod kurset. Det nye kursus er direkte målrettet, at man kan yde akut hjælp og benytte en hjertestarter. Det tidligere kursus havde som en ekstra bonus, at hele kommunens hjemmepleje indvilgede i at få en hjertestarter med rundt i bilerne, når de kører på besøg hos syge og ældre, så hjemmeplejen lynhurtigt også kan dirigeres hen, hvor der er brug for akut hjælp.
Landsindsamling
Søndag den 22. april bliver den helt store ”hjertedag”. Her afholder Hjerteforeningen landsindsamling.
”Hjerteforeningen arbejder hver dag for at redde liv. Faktisk dør 1 ud af 4 af en hjerte-kar-sygdom, så der er al mulig grund til at skaffe penge til forskning, ligesom det kan blive helt vitalt afgørende at kunne give hjertemassage, kunstigt åndedræt samt håndtere en hjertestarter korrekt,” påpeger Merethe Gaardbo.
”Vi opfordrer så mange som muligt til at gå en rute i Sæby eller en af oplandsbyerne den 22. april, og i år er der en ekstra ”gulerod”, idet grupper (klubber, foreninger eller privatpersoner) kan få en hjertestarter til lokalområdet incl. varmeskab og ophæng til montering (værdi ca. 20.000 kr.) ved at gå,” forklarer hun.
Merethe Gaardbo opfordrer folk, som går til hjertemotion eller deltager i traveture til at samles i en gruppe på mindst 30 til indsamling og på den måde skaffe en hjertestarter til ophængning i lokalområdet.
Man kan melde sig på tlf. 25271204 eller mail: indsamling@hjerteforeningen.dk
Samme aften er de ”Hjertegalla” på TV2 Charlie med Jens Gaardbo som vært ved showet. Alle indsamlere over 18 år deltager i lodtrækningen om at vinde en bil.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Genoplivningskurser og landsindsamling' til en bekendt