
Kriminel sæbynit og kriminel haslevit mødtes i fængslet
19. marts 2018 - kl. 15:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Egentlig er det to gamle haslevitter, der er tale om – og de er begge „kriminelle“, idet de skriver kriminalromaner. De har det tilfælles, at de begge er opvokset i Haslev. Tom Oxager – også kaldet Lystmorderen og bosiddende i Sæby – og Hans-Willy Bautz mødtes på Krimimessen i det gamle statsfængsel i Horsens, hvor de afløste hinanden ved et cafébord på Mødestedet. Cafébordet blev stillet til rådighed for udvalgte forfattere og hver især havde de det til rådighed i en time. Derfra kunne de så kapre læsere til deres kriminalromaner.
Tom Oxager, der som søn af politiassistent Thorvald Oxager er opvokset i Haslev, bor som nævnt i Sæby. Indtil nu har han fået udgivet tolv krimier og en biografi, hvori han bl.a. beretter om sin tid i Haslev, hvor han tog studentereksamen fra Haslev Gymnasium. Desuden fortæller han om sit liv i Sæby. Tom Oxagers seneste krimi „Calvados“ udkom for nogle få måneder siden.
Hans-Willy Bautz er altså også opvokset i Haslev, hvortil han er vendt tilbage efter 30 års arbejde i Tyskland, hvor han har fået udgivet to bøger med fortællinger og to krimier. I Danmark har han indtil nu fået udgivet to krimier, hvoraf den seneste udkom i sidste uge med titlen „Mord på færgen til Palermo – Michael Bechs rejse til Sicilien“ og således havde premiere på Krimimessen i Horsens.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kriminel sæbynit og kriminel haslevit mødtes i fængslet' til en bekendt