
Vil projekt Sæby Spektrum nyde politisk fremme?
3. marts 2018 - kl. 6:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En mulig godkendelse af projekt Sæby Spektrum er sat på dagsordenen for næste møde i Kultur- og Fritidsudvalget onsdag eftermiddag.
Social-, sundheds og kulturdirektøren indstiller forud for mødet, at Kultur- og Fritidsudvalget med afsæt i behovs – og kapacitetsundersøgelsen samt nøgletalsanalysen afklarer, om udvalget kan anbefale realisering af projekt Sæby Spektrum over for Økonomiudvalget. Endvidere indstiller direktøren, at udvalget beslutter, om man ønsker at give tilsagn om et øget driftstilskud.
Det fremgår af dagsordenen, at det ”gamle” Kultur- og Fritidsudvalg på møde den 6. december 2017 drøftede visionerne for projekt Sæby Spektrum og besluttede at få afdækket de driftsøkonomiske og kapacitetsmæssige konsekvenser ved etablering af Sæby Spektrum. Sidenhen ville udvalget så genoptage behandlingen af ansøgningen.
Center for Kultur og Fritid præsenterede på decembermødet Kultur- og Fritidsudvalget for en brugsanalyse af de haller og gymnastiksale, som ligger inden for en afstand af ca. 15 km fra Sæby Fritidscenter. Undersøgelsen blev foretaget for at afklare, om der er ledig halkapacitet i lokalområdet, der kan rumme den forventede efterspørgsel på 1500 timer, som er anført i ansøgningen fra Sæby Fritidscenter.
Brugsundersøgelsen påviste, at der på ugebasis er få ledige haltider i Sæby Fritidscenter samt i Nordjyllandshallen i den sydlige del af Sæby. Undersøgelsen viste endvidere, at halkapaciteten i lokalområdet uden for Sæby viste den sammen tendens med få undtagelser.
Center for Kultur og Fritid har i forlængelse af behovsundersøgelsen været i kontakt med en række af de folkeoplysende foreninger, som i dag anvender Sæby Fritidscenter, med henblik på at få en tilkendegivelse om behov for yderligere haltider.
Stort pres på haltimer
Tilbagemeldingen fra disse foreninger lyder samstemmende, at de er presset på de haltider, de har i øjeblikket, og at de efterspørger flere aktivitetstimer, end de p.t. kan få. Det medfører, at foreningerne er nødsaget til at overbooke deres hold, lave ventelister for nye medlemmer og ikke kan eksperimentere med nye aktivitetsmuligheder.
Konsekvensen kan ligeledes aflæses i nedgang i medlemsantallet hos visse foreninger på grund af begrænsede aktivitetstimer i Sæby Fritidscenter.
Den store belægningsgrad medfører ligeledes en begrænsning i udnyttelsen og fordelingen af lokalerne, hvor lokalerne benyttes til aktiviteter, som de reelt set ikke er velegnede til.
Center for Kultur og Fritid har på baggrund af den foretagende behovs- og kapacitetsundersøgelse vurderet, at den anslåede efterspørgsel på ekstra 1500 timer er et sandsynligt estimat.
Behov i forhold til ”hjertet”
Center for Kultur og Fritid bemærker, at behovs- og kapacitetsundersøgelsen udelukkende forholder sig til den del af projektet, der vedrører behovet for udvidelse af halkapacitet. Den del af projektet, som omhandler ”hjertet” i det nye Sæby Spektrum, og som skal fungere som samlingssted og mødested, er ikke medtaget i undersøgelsen!
Center for Kultur og Fritid og Økonomicenteret har gennemgået nøgletal for idrætsfaciliteter. Nøgletallene sammenligner 3 idrætsfacilitetstyper og sammenholder disse med antal indbyggere pr. anlæg blandt de nordjyske kommuner samt landsgennemsnittet. Den nye spring- og motorikhal, som Sæby Fritidscenter ønsker at opføre klassificeres som en stor idrætshal på over 800 m².
Af facilitetsdatabasen fremgår det, at Frederikshavn Kommune i dag har 21 store idrætshaller på over 800 m², hvilket er det tredje højeste blandt de nordjyske kommuner, kun overgået af Hjørring og Aalborg.
Økonomicenteret og Center for Kultur og Fritid har endvidere foretaget en befolkningsprognose inden for en 15 km radius fra Sæby Fritidscenter for at afdække befolkningsudviklingen for perioden 2017-2032. Prognosen indikerer, at befolkningsudvikling i perioden stort set vil være konstant.
Forhøjet driftstilskud
I ansøgningen, som Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på mødet i december, oplyser ansøger, at etablering af Sæby Spektrum forudsætter et forhøjet årligt kommunalt driftstilskud på 200.000 kr., svarende til et årligt samlet kommunalt driftstilskud på 749.000 kr. Sæby Fritidscenter modtog i 2016 et driftstilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget på 548.628 kr.
Sæby Fritidscenter har modtaget et forhåndstilsagn fra LR Realkredit A/S om delfinansiering af om- og tilbygning af fritidscenteret under en række forudsætninger.
Det vil således være op til en konkret politisk vurdering, om udvalget ønsker at give et forhøjet driftstilskud, og i så fald, hvordan beløbet finansieres inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme. Center for Kultur og Fritid oplyser, at projektets anlægsøkonomi vedr. ovennævnte energilån på 6,4 mio. kr. og tilskud på 6,5 mio. kr. skal behandles i Økonomiudvalget.
I ansøgers budget fremgår det, at Sæby Fritidscenter forventer, at Sæby Spektrum vil kunne generere yderligere ca. 1500 aktivitetstimer i forhold til det nuværende niveau i Sæby Fritidscenter.
Såfremt nuværende brugere ansøger og opnår tilladelse til et forøget aktivitetsniveau, svarende til 1500 timer, og alle foreninger kan opnå 75 % i lokaletilskud i henhold til gældende tilskudsregler, forventer Center for Kultur og Fritid, at den samlede udgift vil kunne blive på ca. 296.000 kr.
Det må derfor kunne konkluderes, at der er lagt op til en særdeles spændende vurdering i Kultur- og Fritidsudvalgets eventuelle beslutning om en mulig videre anbefaling af projektet.
Mødet finder i øvrigt sted på Sæby Fritidscenter, hvor der er rundvisning for udvalgets medlemmer tillige med en rundvisning i Manegen.
Hvis man vil nærlæse projektet, kan dette link benyttes og derefter scrolle til siderne 24-70:
http://frederikshavn.dk/meetings/Kultur-%20og%20Fritidsudvalget%202018-2021%20(%C3%85ben)/2018/07-03-18/0Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vil projekt Sæby Spektrum nyde politisk fremme?' til en bekendt