
Foto: Benny Wæhrens
Festlig indvielse af en lille
udgave af Sæbygaard Slot
21. september 2016 - kl. 16:44 - af 020838
Solen skinnede og var også glad, da halvanden hundrede gæster onsdag eftermiddag var med til indvielse af det seneste og største projekt i Minibyen Sæby – en flot udgave af Sæbygaard Slot med den fantastiske historie og rolle i lokalsamfundet.
Den sidste private ejer af Sæbygaard Slot, Julius Arenfeldt, uddelte mange rosende ord til byggerne bag projektet.
Han glædede sig over at se resultatet af det byggeri, som han lagde grundstenen til for godt seks år siden.
De mange gæster fik naturligvis også en fortælling om den spændende historie, som Sæbygaard Slot rummer.
Det er heldigvis stadig et meget besøgt og brugt sted. For eksempel var der stor udendørs koncert i sommer. Stedet ejes i dag af Sæbygaard Fonden og Sæbygaards Venner godt støttet af Familien Arenfeldt, som også har været med til at splejse om miniudgaven, som Julius Arenfeldt udtrykte det.
Borgmester Birgit Hansen (S) roste byggerne bag Minibyen Sæby for et flot bygningsværk.
– Tilværelsen som mini-murer har ikke altid været let. I har flere gange været nødt til at flytte rundt i Sæby. Jeg er glad for, at vi nu har fundet et sted til jer, hvor der både er plads til at skabe og vise resultatet frem. Jeg ved, at I er glade for placeringen.
-I er vaskeægte ildsjæle, der brænder for det, I laver. Og I har bestemt grund til at være stolte. Hver en teglsten er håndlavet og muret ved håndkraft. Sten på sten, hus på hus og nu både kirke og herregård. I genskaber Sæby som det så ud omkring år 1900, og I har samtidig skabt jeres helt eget mini-samfund. Jeg har hørt, at I endda har egen borgmester.
Birgit Hansen takkede sin borgmesterkollega Bent Jensen og alle de andre byggere for alle de frivillige timer, der er brugt på projektet gennem årene.
– Mange flittige hænde har siden årtusindeskiftet givet et nap med. Jeres arbejde skaber glæde for alle os, der bor her i Sæby-området og for byens gæster.
– For mig som bogmester i Frederikshavn Kommune betyder det rigtig meget, at vi har frivillige kræfter. Det er med til at sikre, at der sker noget i et samfund som vores og er den cement, der binder stenene sammen både i overført betydning og i direkte betydning.
Og så var der kaffe og brød i festteltet.
Foto: Benny Wæhrens
- Julius Arenfeldt var meget tilfreds med mini-udgaven af Sæbygaard Slot.
- Minibyens borgmester Bent Jensen.
- Borgmester Birgit Hansen havde mange roser med til Sæby.
- Borgmester Bent Jensen bød velkommen.
- Borgmester Birgit Hansen holdt en flot tale med masser af god vendelbohumor.
- Sæbygaard Slots sidste private ejer Julius Arenfeldt fortalte også om slottets spændende historie.
- Halvanden hundrede var mødt op til indvielse.
- Den tidligere slotsejer Julius Arenfeldt havde livsdråber med til minibyens borgmester Bent Jensen og hans hold af byggere.
- To borgmestre og en slotsmand i skøn forening.
- Birgit Hansen og Julias Arenfeldt drøfter de fine detaljer i mini-udgaven af Sæbygaard Slot.
- Mini-borgmester Bent Jensen takkede Rikke Kloppenborg fra Spar Nord for stor hjælp og opbakning til både mini-byen og det seneste byggeri.
Læs også tidligere artikler om Sæbygaard Slot i SæbyAvis.dk:
Se indslag fra indvielsen lavet af TV2Nord ved at klikke her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Festlig indvielse af en lille
udgave af Sæbygaard Slot' til en bekendt