Tre glenteunger har mistet livet efter træfældning

Tre glenteunger har mistet livet efter træfældning

20. maj 2016 - kl. 21:36 - af

Det er sket, fordi en lodsejer har fældet træer, som den totalfredede rovfugl rød glente ynglede i, og det har gjort naboerne rasende, fortæller TV2Nord.

Brian Severinsen gik torsdag ind i det skovområde, der ligger tæt på hans ejendom i Ottestrup ved Sæby, og her blev hans bange anelser bekræftet. Onsdag aften hørte han en motorsav, og dagen efter fandt han en nedstyrtet fuglerede og tre døde glenteunger.

– Jeg synes, det er frygteligt, når man er glad for naturen, og man ser fuglen kredse rundt omkring, og så ser der ligger tre fugleunger foran en på jorden, som man i hvert fald ikke kommer til at kigge på, siger Brian Severinsen.

Lodsejeren, som ejer jorden, hvor skovområdet ligger, har fældet nogle træer, og i et af dem havde den totalfredede rovfugl rød glente bygget rede. Rød glente har tidligere været udryddet i Danmark, men flere ynglende glentepar har i de seneste år holdt til i området ved Sæby. Rovfuglen er totalfredet under det europæiske fuglebeskyttelsesdirektiv, og i bekendtgørelsen om fredning af visse dyre- og plantearter står der, at den røde glentes redetræer ikke må fældes.

– Jeg synes, det er noget svineri, at man er parat til at gøre sådan nogle ting med den natur, vi har, og over for en fredet fugl, siger Brian Severinsen til TV2Nord.

Lodsejeren, som ejer jorden, ønsker at sætte fire vindmøller op i området. Den anmodning er Frederikshavn Kommune ved at behandle, men træerne, hvor den røde glente yngler, kan gøre, at projektet ikke bliver til noget.

For fire år siden blev et vindmølleprojekt ved Tamholt syd for Frederikshavn skrinlagt, fordi den sjældne rovfugl holdt til i området. Brian Severinsen er bange for, at lodsejerens frygt for en gentagelse har kostet de tre glenteunger livet.

– Der er jo ikke nogen, der siger, at det er på grund af det, men jeg synes, at det ser mærkeligt ud, samtidig med at det er en vindmøllesag, og man er klar over, at glenten er i området, så forsvinder reden pludselig. Men selvfølgelig kan det jo være et uheld, det ved man jo ikke, siger Brian Severinsen.

Dansk Ornitologisk Forening har meldt episoden til politiet, som torsdag aften var ude at undersøge skovområdet. Nordjyllands Politi kunne fredag bekræfte, at der var fældet træer og fundet døde fugleunger, og derfor konfronterede de efterfølgende lodsejeren. Han fortalte, at han ikke vidste, at den røde glente ynglede i skovområdet, og at det var en af hans medarbejdere, som havde taget initiativ til at fælde træerne.

TV2 Nord har fredag været i kontakt med den pågældende medarbejder, men hverken han eller lodsejeren ønsker at lade sig interviewe. Medarbejderen fortæller dog, at han ikke var klar over, at der var glentereder i træerne, da han fældede dem.

– De har haft rede i det samme træ i fire år, så det virker usandsynligt, at de ikke har vidst det, men vi lader politiet finde ud af, hvad der er op og ned på det, siger Kurt Rasmussen, der er kontaktperson for Dansk Ornitologisk Forening i Frederikshavn Kommune.

Nordjyllands Politi oplyser, at de undersøger sagen og overvejer, om der skal rejses sigtelse mod lodsejeren.

Foto: Lone Vad Dam, TV2Nord

 

En kommentar til “Tre glenteunger har mistet livet efter træfældning” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Tre glenteunger har mistet livet efter træfældning”

  • Karsten Munk

    https://saebyavis.dk/2016/04/29/vindmoeller-ved-ottestrup-flyveplads/
    citat:
    ”Kommunens Center for Teknik og Miljø har modtaget en ansøgning fra ejeren af ejendommen Understedvej 153 om igangsætning af planlægning for vindmøller ved Ottestrup vest for Sæby.
    Arealet til vindmølleprojektet er pt. udlejet til Karup/Ottestrup Flyveplads, som beflyves af svævefly, motorsvævefly og motorfly. Lejemålet er opsagt med udgangen af 2017 med henblik på anden anvendelse af arealet.
    Vindmølleprojektet forudsætter, at den nuværende bolig på Understedvej 149 nedlægges. Ejendommen er i øjeblikket ikke beboet, og der har været dialog med ejeren, som har udtrykt sig villig til at forhandle en aftale om nedlæggelse af boligen, hvis der igangsættes vindmølleplanlægning.” citat slut

    En person er uskyldig til det modsatte er bevist. Derfor må vi afvente politiets, eventuelt rettens afgørelse på, om manden med vilje har fældet træer med ynglende Rød Glente.

    Manden har selv henvendt sig kommunen om opstilling af vindmøller på sin grund, og ser måske også en gevinst i at få eksproprieret en ubeboet ejendom, jeg kender ikke dens tilstand, måske noget der er svært at sælge i ren handel.
    Så er det træls hvis der er fredede fugle i området som kan blokere for et vindmølleeventyr.

    https://saebyavis.dk/2016/05/20/11-aabne-punkter-paa-byraadets-dagsorden/
    citat :
    ”Christina Lykke Eriksen (SF) har bedt om på byrådsmødet at få optaget en drøftelse om vindmøller. Det hedder i begrundelsen, at som konsekvens af Løkke-regeringens politik om at skære ned på den grønne omstilling og droppe møllerne ud for Sæby, vil SF foreslå, at Byrådet sender en skrivelse til regeringen med følgende ordlyd: ”Det er med stor bekymring, at vi i Byrådet i Frederikshavn erfarer, at regeringen påtænker at droppe vindmøllerne ud for Sæby. Både i forhold til at begrænse udslippet af CO2 og i forhold til de arbejdspladser, der kan etableres såvel i møllernes anlægsfase som i driftsfasen, er det særdeles uheldigt at skære ned på de grønne ambitioner. Byrådet skal derfor opfordre regeringen til at fastholde udbuddet af møller ud for Sæby, således som et flertal i Folketinget har besluttet.” citat slut

    SF hilser formentlig en vindmøllepark ved den tidligere flyveplads velkommen, de kan jo ikke få møller nok op både på land og til vands.
    SF er om nogen miljøets vogter, de vil bare ikke beskytte den rene ubrudte kyst ud for Sæby.
    Hvordan reagerer SF hvis det viser sig træet med Glente reden er fældet med vilje, og man ofrer en fredet fugl til fordel for vindmøller, som måske kun bakkes op af en lille skare vindmølle entusiaster.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Tre glenteunger har mistet livet efter træfældning' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger