
Mange har svaret på, hvordan de har det
17. februar 2013 - kl. 0:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Godt 27 % af de adspurgte nordjyder har efter den første uge svaret på den store spørgeskema-undersøgelse ”Hvordan har du det? 2013”, som blev skudt i gang sidst i januar.
Af dem har 47 % svaret elektronisk.
Undersøgelsen foregår i alle landets kommuner og sætter i 78 spørgsmål fokus på borgernes sundhed, trivsel og sygdom – lige fra madvaner og alkoholforbrug over familieforhold til generel trivsel.
I Region Nordjylland er 35.700 nordjyder udvalgt tilfældigt til at svare på spørgeskema-undersøgelsen. De er i alderen fra 16 år og opefter.
Efter den første uge har 27,1 % af de adspurgte svaret på undersøgelsen med Morsø Kommune i førertrøjen, hvor 28,5 % har svaret, skarpt efterfulgt af Mariagerfjord og Hjørring kommuner med en svarprocent på 28,3 %.
Af de samlede besvarelser hidtil er det nye denne gang, at 47 % af de indkomne svar er kommet ind elektronisk. Her er det særligt yngre mænd mellem 16-30 år, der svarer elektronisk. Aalborg Kommune er topscorer med 71,1 % af indkomne svar inden for denne aldersgruppe.
– Det viser tydeligt, at mange nordjyder foretrækker at svare elektronisk, så det er godt, at vi har den mulighed nu. Vi har fået en del henvendelser til vores hotline, og her er nogle af de positive tilbagemeldinger, at det også er god læring at svare på spørgsmålene, fordi man derved får lejlighed til at tænke over sit eget liv, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Der er et fortsat ønske om, at langt flere, der har modtaget spørgeskemaet, svarer på undersøgelsen, så Region Nordjylland og de nordjyske kommuner får grundig viden om nordjydernes sundhed, trivsel og sygdom. Derfor opfordrer borgmester Hans Christian Maarup (S), fra Mariagerfjord Kommune, alle der har fået spørgeskemaet til at komme til tasterne eller sende via post.
– Vi har klart brug for alle svar. Jo flere der svarer, jo bedre kan vi tilrettelægge vores sundhedsindsats fremover i et samarbejde mellem kommunerne og regionen. Borgernes svar er på den måde med til at fortælle os politikere og embedsmænd, hvor skoen trykker og dermed hvor vi skal sætte ekstra ind med tiltag, siger borgmester Hans Christian Maarup (S), Mariagerfjord Kommune.
Postkort på vej til dem, der mangler at svare
I de kommende dage vil de borgere, der er udpeget til at svare på undersøgelsen, modtage en påmindelse på et postkort. På postkortet er trykt en adgangskode til besvarelse af spørgeskemaet på nettet.
Skulle spørgeskemaet være blevet forlagt, kan et nyt rekvireres på telefon 40 80 46 17 (kl. 12-16).
De borgere, der svarer på spørgeskema-undersøgelsen, får samtidig mulighed for at vinde flotte præmier som fx iPad, cykel og weekendophold, som der trækkes lod om den 8. april.
Resultatet af undersøgelsen i Nordjylland, som koordineres med de øvrige regioner, forventes klar i marts 2014.
Hvis borgerne har spørgsmål, kan de også henvende sig på en hotline på telefon 29 63 20 92 (man-tors kl. 12–21 og fre-søn kl. 11-17). Man kan også sende en mail til hvordanhardudet@rn.dk eller læse mere på www.rn.dk.
Yderligere informationer
Hvordan har du det? 2013 er en national undersøgelse af trivsel, sundhed og sygdom blandt voksne danskere.
Den gennemføres i alle regioner og kommuner på samme tid.
35.700 nordjyske borgere bliver spurgt. På landsplan er antallet af adspurgte borgere 300.450. Borgerne modtager spørgeskemaer med posten fra starten af februar og kan svare ved at indsende i den vedlagte svarkuvert. Man kan også nemt besvare elektronisk på nettet med den medsendte personlige kode.
Undersøgelsen skal kortlægge den generelle sundhedstilstand i Danmark. Fra både nationalt, regionalt og kommunalt niveau, er der et ønske om at kunne planlægge sundhedsindsatsen på baggrund af de konkrete behov, der er i befolkningen.
Læs mere om undersøgelsen på www.rn.dk.
Her kan du også se en liste, der viser hvor mange borgere, der bliver spurgt i de enkelte nordjyske kommuner samt det tv spot, som særligt skal få unge til at svare på undersøgelsen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mange har svaret på, hvordan de har det' til en bekendt