
Læs denne uges Finansbarometer lige her
14. februar 2013 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Dankortomsætningen stiger i starten af det nye år
Danmark
Dankortforbruget steg med 1,8 % i januar i forhold til december, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Den betydelige stigning kommer dog oven på et fald på 2,8 % i december. Det samlede billede er derfor et, hvor dankortomsætningen stiger støt. Tilmed i et tempo der overstiger hvad der kan forventes som følge af inflation og øget brug af dankort frem for kontanter. Udviklingen peger altså på en generel stigning i privatforbruget. En del af forklaringen er udbetalingen af efterlønspengene vi så i 2012, samt de forestående skattelettelser i 2013 der gør, at de danske familier har udsigt til en stigning i realindkomsten – i modsætning til de foregående to år.
Antallet af konkurser var ligeledes positive. I december steg antallet af konkurser kraftigt, og det var derfor frygtet, at det skulle være starten på en ny stigning. Januars tal på 449 var dog på niveau, med hvad vi har set i 2011 og det meste af 2012. Og en ny opadgående tendens ser dermed for nu ud til at være afblæst.
Renter
I sidste uge fik vi tal for nationalbankens støtteopkøb af danske kroner. Når kronekursen overfor euroen afviger fra centralpariteten på 746,038, vil Nationalbanken før en evt. selvstændig rentenedsættelse eller –stigning enten sælge eller købe danske kroner – for at bringe kursen tilbage imod centralpariteten. På det seneste har der været en øget efterspørgsel efter euro som følge af højere renter i euroområdet, hvilket fik Nationalbanken til at hæve renten d. 24. januar. I den sammenhæng er størrelsen af støtteopkøb interessant, da Nationalbanken tidligere har foretaget støtteopkøb i størrelsesordenen 10-20 mia. kroner, før de har lavet en selvstædig intervention. Udviklingen i støtteopkøb giver med andre ord en indikation af, hvor tæt vi er på en evt. selvstændig renteændring fra Nationalbankens side. Her var der intet nyt under solen, således har Nationalbanken foretaget støtteopkøb for 17,1 mia. kr. fra september til januar. Det er interessant i et år, hvor vi formentlig står foran flere selvstændige renteforhøjelser fra dansk side. Og der vil derfor blive holdt nøje med statistikken i de næste måneder, for en indikation af hvorvidt en selvstædig rentestigning er nært forestående.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt