
Det handler om Stygge Krumpen i vinterferien
8. februar 2012 - kl. 0:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Turismesamarbejdet Toppen af Danmark er sikker på, at både turisterne og lokalbefolkningen gerne vil høre mere om den navnkundige Børglum-bisp Stygge Krumpen, der var en af hovedfigurerne i TV2s julekalender. Derfor står Toppen af Danmark bag en række arrangementer under overskriften ”Styggetid i Toppen af Danmark” i vinterferien.
TV2s seneste julekalender ”Ludvig og Julemanden” foregik som bekendt i Nordjylland, og en hovedfigur var den sidste katolske biskop på Børglum Kloster, Stygge Krumpen, der optrådte som spøgelse. Nu giver Toppen af Danmark alle – både voksne og børn – muligheden for at opleve ”Styggetid i Toppen af Danmark” i vinterferien i uge 7 og 8. Det sker med programmet ”Vinterdage i Lysets Land”, der informerer om de mange forskellige arrangementer, man kan deltage i i vinterferien i Danmarks to nordligste kommuner.
I Stygge Krumpens fodspor
De to vinterferieuger i Lysets Land er simpelthen fyldt med stribevis af unikke arrangementer, der spænder fra fortællinger fra gamle dage over guidede natur- og byture til kokkeskole og sjove aktiviteter for børn. Og så er der to håndfulde arrangementer, hvor man som gæst i Lysets Land har mulighed for skrive ”Styggetid i Toppen af Danmark” i kalenderen. Arrangementerne finder selvfølgelig sted i Børglum, men også i Sæby, Tuen, Hjørring, Vrensted og Mygdal.
I Sæby er der således arrangeret et besøg i Sæby Kirke sammen med guiden Joan Christensen, og på Sæby bibliotek er der en flot udstilling om middelalderen og om Stygge Krumpens færden i Sæby i begyndelsen af 1500-tallet. Onsdag i vinterferien læser børnebibliotekarerne højt af fortællinger fra middelalderen og af den nye tegneserie ”Krumpen” om Stygge Krumpen, og alle børn kan være med i en quiz og vinde præmier.
På Børglum Kloster kan man besøge ”Den gamle Smedie”, hvor restauratør Uffe Nielsen serverer smagsprøver fra ”Stygge Krumpens middag”, og ved klostret kan man også besøge julemandens hjem og julemandens værksted fra Grønland og se de filmkulisser, som blev brugt i julekalenderen.
Stygges hule, våbenskjold og bispekæde
På Hjørring Bibliotek kan man gå på opdagelse i Stygge Krumpens univers i ”Stygges hule” og her stifte bekendtskab med både myter og fakta fra bispens tid – samt deltage i en skattejagt rundt i Metropol og på Biblioteket. I Hjørring kan man også opleve flere af de gamle håndværk, der går tilbage til Stygge Krumpens middelalder. Det sker på Håndværkernes Hus, hvor børnene også kan prøve at lave et middelaldersmykke, en pilespids eller et troldekors.
For børnene er der eksempelvis også mulighed for at lave Stygge Krumpens våbenskjold i glas hos Lone Eeg i Tuen eller i Glasgalleriet ”Den blå elefant” i Vrensted. Eller måske det var noget med en ”bispekæde” af rav på Højers Ravsliberi i Mygdal?
Et ”insidertip” er, at julemandens kane i julekalenderen faktisk var udlånt af Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring. Den er nu returneret til museet, hvor man kan se den i vinterferien.
Vinterferieprogrammet i Lysets Land findes på: www.lysetsland.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det handler om Stygge Krumpen i vinterferien' til en bekendt