Engageret foredragsholder øste af sin viden i skolestuen

Engageret foredragsholder øste af sin viden i skolestuen

2. december 2011 - kl. 0:50 - af

Der var fyldt til sidste bænk i den gamle skolestue på Sæby Museum, da Gert Jensen veloplagt holdt foredrag om virkelighedens Stygge Krumpen. Ekstra stole måtte bæres til, og tørvekasserne tages i brug som bænke, for at rumme de mange tilhører i den lille, men hyggelige foredragssal.

Nu kører TV2s julekalender over skærmen hver aften frem til jul, med Børglum Kloster som ramme, og den sidste biskop Stygge Krumpen som en biperson, der spøger på det gamle kloster. Aftenens foredragsholder har som ekspert i Stygge Krumpen fulgt projektet med julekalenderen, men også set hvordan julekalenderprojektet er skredet fra at være en fortælling baseret på virkelige historiske fakta, til at blive ren og skær fiktion uden hold i virkeligheden. Gert Jensen har ikke noget imod fiktion, og heller ikke de mange myter, der findes om personen Stygge Krumpen, blot man husker at skelne mellem skidt og kanel, mellem historiske fakta og fiktion. Og slet ikke når historien, som i Stygge Krumpens tilfælde overgår fiktionen. Derfor har Gert Jensen også stået bag en ny tegneserie om Stygge Krumpen, der helt holder sig til de historiske fakta, men stadig er en spændende og medrivende fortælling, der sagtens kan fange nutidens unge læsere. Tegneserien kan købes på Sæby Museum

Også til foredraget kunne Gert Jensen med Stygge Krumpens historie fange den yngre generation, der også – lidt mod sædvanen – var repræsenteret til foredraget på Sæby Museum. Blandt myterne indledte Gert Jensen med at oplyse om, at Stygge Krumpen ikke har lokket skibe til at strande på vestkysten, og ikke havde en hemmelig gang fra Børglum over til nonneklostret, og at han rent faktisk aldrig har boet på Børglum Kloster, der var et kloster for munke, og ikke en biskoppebolig. Stiftet og bispestolen bar godt nok same navn, og klosterkirken var stiftets hovedkirke, hvor flere af biskoppens forgængere ligger begravet. Forgængerne havde også en biskoppegård og hovedsæde nær ved Børglum, mens Stygge Krumpen foretrak østkysten, hvor han opførte en stærk borg ved Voergård, og Sæbygård, hvor han yndede at gå på jagt i skovene, og var tæt på købstaden Sæby.
Netop købstaden Sæby, understregede Gert Jensen, spillede en stor rolle for Stygge Krumpen, der med alle midler arbejde for at gøre denne til ”hovedstaden” i Nordjylland. Stygge Krumpens storhedstid frem til Reformationen følger også præcis Sæbys storhedstid omkring 1524 hvor han skaffede byen købstadsprivilegier.

Grevens fejde, og kampen om kongemagten blev Stygge Krumpens fald. I foredraget blev det antydet, at meget peger mod at Stygge Krumpen støttede Skipper Clements oprør mod adelen og den lutheranske Chr. III. Men Chr.III vandt som bekendt kongemagten, Stygge Krumpen fængsledes og Sæby mistede sin mæcen og plads som Vendsyssels førende købstad.

Efter et spændende foredrag fortsatte en livlig diskussion over et veldækket kaffebord, som Sæby Museums Forening, havde sørget for at stille op i museet. Med de historiske fakta således på plads, er tilhørerne nu klar til at se julekalender og opleve mere Stygge Krumpen i lokalområdet.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Engageret foredragsholder øste af sin viden i skolestuen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER